Løb en halv sommerlejr ind

Host op med 200 kroner for en kop kaffe eller 100 kroner for at løbe fem km i regnen. På en søndag! Umiddelbart lyder det ikke særligt tillokkende - men når nu pengene går ubeskåret til udsatte børn, så er historien en helt anden.

Godt 60 børn og voksne trodsede det kedelige søndagsvejr og snørede løbeskoene.

Red Barnet i Odense havde sammen med to fynske politikere arrangeret Årets Familieløb, hvor hele overskuddet gik til udsatte børn.

- I Red Barnet oplever vi ofte børn fra udsatte familier, som aldrig eller sjældent har en god oplevelse med venner eller familie. Vores udgangspunkt er, at alle børn har ret til gode oplevelser - derfor er vi glade for, at vi med Årets Familieløb både får mulighed for at skabe en god oplevelse og samtidig samle penge ind til udsatte børn i Odense, siger formand i Red Barnet Anna Larsen.

Ifølge Anna Larsen blev der samlet omkring 5.000 -6.000 kroner ind.

- Vi havde fået en kaffevogn herned, hvor man selv kunne bestemme, hvad man vil give for en kop kaffe. Og der valgte nogen så at give 200 kr. for en kop. Det er super dejligt, og det betyder rigtig meget, siger Anna Larsen til tv2fyn.dk

For 5.000 kroner er faktisk halvdelen af budgettet til en lejr for de udsatte børn.

- Til efteråret holder vi en pigelejr for 15 piger, og det er jo halvdelen af budgettet, vi har fået ind der, fortæller Anna Larsen.

Oversigt

    Oversigt