I det fynske folks tjeneste

Kommune vil skrotte bycykler: Løbehjul har udkonkurreret forældet system

Bycyklerne i Odense er forældede og kan ikke konkurrere med de mere fleksible elløbehjul. Derfor vil By- og Kulturforvaltningen nu fjerne de nuværende bycykler og måske opbygge et helt nyt system.

Bycyklerne har ikke fungeret optimalt, mener By- og Kulturforvaltningen.

Det nuværende system med bycykler i Odense skal nedlægges. Sådan lyder et af forslagene fra By- og Kulturforvaltningen. Forvaltningen mener ikke, at den nuværende bycykelsystem i Odense fungerer efter hensigten.

Bycyklerne har ikke den nyeste teknologi og kan ikke konkurrere med de mere fleksible løbehjul.

Læs også Bycykler er et flop

Blandt andet kan cyklerne ikke spores, da de ikke har installeret et GPS-system. Det er især blevet et problem efter 2015, da brugen af bycyklerne blev gjort gratis. 

Samtidig er bycyklerne - i modsætning til de nye løbehjul - tilknyttet faste stationer i bybilledet, hvor de skal hentes og afleveres ved. Det betyder, at brugeren af bycyklerne typisk ikke kan bruge cyklen hele vejen, da mange rejsemål ligger væk fra de ti stationer, der er i byen.

Elløbehjul udfordrer nyt system

Aftalen med AFA JCDecaux, som har leveret bycyklerne, trådte i kraft i 2009, hvor firmaet leverede 210 cykler til Odense.

Læs også Nu skal bycyklerne ud at cykle

By- og Kulturforvaltningen foreslår blandt andet, at de nuværende bycykler bliver erstattet med et helt nyt, forbedret bycykelsystem, hvor cyklerne blandt andet er udstyret med GPS og frie tilgængelig holdepladser til cyklerne.

Men blandt andet elløbehjulene forhindrer forvaltningen i at indgå en ny aftale med AFA JCDecaux.

Da de har samme funktion som bycyklerne, vurderer forvaltningen, at det er hensigtsmæssigt at vente med et nyt bycykelsystem, ind til det er besluttet, om elløbehjulene er kommet for at blive.

Læs også Ny optælling i Odense: Elløbehjul er otte gange farligere end cykler

Forsøgsordningen med de motoriserede løbehjul er vedtaget af Folketinget, og ved årsskiftet skal lovgiverne tage stilling til løbehjulenes fremtid. Samtidig er bycykler udfordret af, at 79 procent af odenseanerne ejer mindst én cykel.

Aftale frem til 2024

Hvis By- og Kulturforvaltningen i Odense vælger ikke at få nye bycykler til byen, foreslår man i stedet at få nyt byudstyr, som indebærer buslæskærme, offentlige toiletter og elektriske cykelpumper.

Udstyr som dette kan AFA JCDecaux også levere, og det vil ikke koste yderligere for Odense Kommune. Aftalen med firmaet løber frem til 2024 og kan opsiges med to års frist.

I næste uge beslutter By- og Kulturforvaltningen, om det nuværende bycykelsystem skal nedlægges.