Løbeklubber træner fynske nybegyndere til Royal Run

Hvis du gerne vil løbe Royal Run til foråret, er Ringe Løbeklub én af de fynske løbeklubber, der tilbyder fortræning både til begyndere og øvede.

Ti kilometer. Det er målet for mange af de løbere, der i torsdags mødtes til den første løbetræning i Ringe Løbeklub. Fælles for dem alle er ønsket om at løbe med kronprinsen den 21. maj i Odense, når han fejrer sin 50 års fødselsdag med landets største løbsfest, Royal Run. 

Ringe Løbeklub har både nybegynder- og øvede hold, der træner ugentligt i det lokale fritidscenter.

- Vi har indgået et samarbejde med 'Bevæg dig for livet' og TV 2/Fyn om at være én af de fynske Royal Run løbeklubber, fordi Royal Run er et løb, der især passer godt til vores begynderløbere. Løberne har 2,5 time til at gennemføre ti-kilometerdistancen, og det er mere tid, end hvad der normalt er til at nå i mål. På den måde kan flere være med, siger Marianne Beyer, der er formand i Ringe Løbeklub. 

Her byder formanden fra Ringe Løbeklub Marianne Beyer velkommen til det første Royal Run løbehold.

Royal Run løbeklubber

De fynske Royal Run løbeklubber er et samarbejde mellem TV 2/Fyn og projektet 'Bevæg dig for livet, der inviterer alle fynboer til at deltage i et træningsforløb frem mod Royal Run. Træningsforløbene har til formål at hjælpe fynboerne til at komme i form til Royal Run. Både erfarne løbere og nybegyndere er velkomne. 

quote Royal Run er et løb, der især passer godt til vores begynderløbere

Marianne Beyer, Formand, Ringe Løbeklub

I alt er der 17 Royal Run løbeklubber fordelt over hele Fyn, hvor alle kommuner undtagen Kerteminde er med. Find en løbeklub nær dig her.

Én af begynderløberne i Ringe løbeklub er Tina Jensen fra Ringe, der sammen med to veninder for første gang deltager på et løbehold. Her har fællesskabet en stor betydning. 

- Jeg synes, det er rart at løbe sammen med andre, så det ikke kun er mig selv, der skal ud, siger hun. 

Og udover løbetræning holder Ringe Løbeklub også sociale arrangementer, hvor løberne mødes udenfor træningen. 

 

Løbetræningen sigter mod Royal Run

Det er muligt at tilmelde sig løbeholdene i Ringe Løbeklub indtil begyndelsen af februar, og træningsforløbet for begynderløbere varer helt til uge 15, lyder det fra formanden, der i sin velkomst luftede en gulerod for de fremmødte. 

- Når vi når lidt længere ind i træningsforløbet, udlodder vi ti startnumre til Royal Run, siger hun. 

For Tina Jensen er målet i første omgang nødvendigvis ikke at gennemføre de ti kilometer i et langt træk. 

- Lige nu kunne jeg godt tænke mig at kunne løbe fem kilometer. Om jeg bliver klar til Royal Run, ved jeg ikke endnu. Nu koncentrerer jeg mig først og fremmest om de 12 uger, jeg skal løbe her, fortæller hun. 

Du kan læse mere og tilmelde dig Ringe Løbeklub her.

Op til 10.000 løbere har mulighed for at deltage i Royal Run i Odense den 21. maj. Du kan tilmelde dig Royal Run her.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt