I det fynske folks tjeneste

Løbeprofil tester OL-form til Lillebælt Halvmarathon

Når startskuddet lyder til Lillebælt Halvmarathon klokken 14.00 bliver det med en af Danmarks største løbeprofiler helt fremme.

Jessica Draskau Petersson har nemlig valgt at teste sin form af, inden den sidste hårde træning frem mod OL i Rio begynder, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.

- Jeg er glad for, at jeg får chancen for at teste formen i Danmark, siger Jessica Draskau Petersson, som ligeledes repræsenterede Danmark til OL i London 2012.

38-årige Jessica er født i Danmark, men som 13-årig flyttede hun til udlandet. I dag er hun bosiddende i USA, og derfor er der ikke mange, som kender hende, selvom hun er landets suverænt hurtigste kvinde. Det er da også første gang hun konkurrerer på dansk grund, siden hun i 2014 løb VM i halvmaraton i København.

Selvom Jessica sidste år løb 2.30.07 til Chicago Marathon, en tid der kun er 33 sekunder fra Dorte Rasmussens legendariske Danmarksrekord fra 1989, forventer hun ikke nye rekorder til Lillebælt Halvmarathon.

- Normalt plejer jeg at skulle være i topform i foråret, men fokus er på at være i god form til august, hvor der er OL. Desuden var jeg for nogle måneder siden i en bilulykke, hvor jeg blev ramt af piskesmæld. Det betyder, at formen ikke er helt optimal nu, siger hun.

Selvom Jessica Draskau Petersson er kvinden med de hurtigste tider, så er en sejr langt fra sikker. Hun skal nemlig kæmpe mod flere af hendes skrappe danske konkurrenter samt et par hurtige landsholdsløbere fra Norge og Skotland.

Også hos herrerne står der meget hurtige løbere på startstregen. Favoritten er her svenske David Nielsson, der i 2015 løb 1.04.11 på halvmaraton og blev nummer 10 til EM i cross.

Han får skarp konkurrence af den tidligere danske OL-løber Jesper Faurschou, der har en personlig rekord på halvmarathon på 1.04.00 samt af tre skotske løbere, der alle har løbet tider omkring 65 minutter på de 21,0975 kilometer.

Den første løber i herrernes elitefelt forventes at være i mål klokken 15.04 i Teglgårdsparken. Den første kvinde vil være i mål cirka klokken 15.14.

 

Ved du noget? Så send os et tip