I det fynske folks tjeneste

Løhdes lockout rammer uddannelserne på Fyn

Innovationsminister Sophie Løhdes lockoutvarsel rammer en stor del af de fynske uddannelser. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Blandt andet vil Syddansk Universitet, gymnasierne og de frie grundskoler og efterskoler gå i stå, hvis det ender med en lockout.

Hvis ikke det lykkes at lande et overenskomstresultat, trækker innovationsminister Sophie Løhde (V) lockout-kortet.

Det betyder, at landet over vil 121.000  af 181.000 statsansatte ikke kunne møde på arbejde.

På Fyn rammer det fortrinsvis de ansatte på uddannelsesinstitutionerne. Blandt andet vil Syddansk Universitet gå i stå - både administrativt og hvad angår undervisning.

Men også de ansatte på gymnasier og erhvervsskoler samt personalet på frie grundskoler og efterskoler vil være omfattet af lockouten. Sidstnævnte rammes på trods af, at de ikke er ansat af staten, men fordi deres overenskomst er en del af forhandlingerne.

Læs også Fakta: Det får du udbetalt under strejke og lockout

60.000 friholdes lockouten

De cirka 60.000 statsansatte, som ikke er omfattet af lockoutvarslet, er 52.000, som enten er på chefkontrakt, eller som er ansat som tjenestemænd eller under tjenestemandslignende forhold.

Derfor kan og må de ikke strejke og vil i sagens natur heller ikke blive lockoutet, skriver Ritzau.

De tjenestemandsansatte tæller blandt andre en stor del af forsvaret og politiet.

Derudover har Moderniseringsstyrelsen besluttet at friholde cirka 800 ansatte fra konflikt, fordi de har særligt kritiske arbejdsopgaver.

Det gælder blandt andre ansatte ved Udenrigsministeriets vagttelefon, vaccineforsyningen og dem, der udsteder pas.

Dertil kommer ansatte ved Fødevarestyrelsens kødkontrol, som er friholdt fra en lockout for at undgå, at eksporten bliver ramt. 

Her har arbejdstagerne til gengæld varslet strejke, og derfor vil der ikke blive udført kontroller, med mindre parterne kan blive enige om at holde området ude af konflikten.

Læs også Truende konflikt: Her kan strejken ramme dig

Ved du noget? Så send os et tip