Løkke afviser Tour-problemer trods aflyst broløb

Lars Løkke Rasmussen slår fast, at Storebæltsbroen godt kan bruges til Tour de France i Danmark.

Det har skabt debat og utilfredshed i Danmark, at transportminister Ole Birk Olesen (LA) har valgt at stoppe to danske motionsløb - et for løbere og et for cyklister - som gik over Storebæltsbroen.

Begrundelsen har været de trafikale udfordringer, som afspærring i forbindelse med løbet skabte.

Danmark har ansøgt om at få Tour de France-starten til landet i 2019, 2020 eller 2021, og i ansøgningen indgår tre etaper, hvoraf den ene går over netop Storebælt.

Men lukningen af Storebælt for cykelløb og motionsløb får ikke indflydelse på et eventuelt Tour de France, slår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fast.

- Storebælt kan bestemt bruges til Tour de France, for den danske regering har afleveret et officielt bud, hvor vi har estimeret tre etaper, og den ene af dem går hen over Storebæltsbroen.

- Så det er uden for enhver tvivl, at Tour de France kan køre hen over broen, siger Løkke.

Spørgsmål: Er du bange for, at de aflyste motionsløb er noget, som vil falde Christian Prudhomme (ASO-direktør, red) for brystet i forhold til Danmarks ansøgning?

- Det skal man spørge Prudhomme om, ligesom man skal spørge transportministeren om den nærmere begrundelse bag (aflysningen, red.).

- Som jeg forstår det, er det en besked fra vejdirektoratet til ham. Jeg kender ikke de nærmere detaljer i det, siger statsministeren.

Lars Løkke Rasmussen var onsdag på besøg i Frankrig til Tour de France, hvor han kørte ruten i en af løbsbilerne, hvorefter han overværede afslutningen af etapen sammen med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

Og han føler, at tilstedeværelsen er vigtig i forhold til det danske Tour-bud.

- Jeg tror, at Prudhomme er franskmand med stort F, og han lægger vægt på, at vi viser, vi har passion for cykling, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Danskerne elsker Tour de France. Der er flere danskere end franskmænd, som ser Tour de France relativt, og det ved Prudhomme godt.

- Så jeg har en god fornemmelse. Ellers tror jeg heller ikke, at vi vedvarende ville blive inviteret ned her, siger Lars Løkke Rasmussen.

 
 
Foto: Christian Hartmann, Scanpix

Oversigt

    Oversigt