Politikere blev overraskende enige i tv-program: Nu bliver løsningen til virkelighed på Ærø

I årevis var spørgsmålet om helårshuse på Ærø en politisk gordisk knude, men efter tyve minutter i programmet Løst eller KVast blev fire politikere enige om en løsning, som nu bliver implementeret.

På trods af forskellige partifarver kunne fire politikere finde enighed i et tv-program på TV 2 Fyn.

For bare få år siden stod masser af huse tomme i havnebyerne på Ærø, men det har i den grad ændret sig. De senere år har erhvervslivet kæmpet for at skaffe boliger til deres medarbejdere, og derfor var der stærkt brug for en politisk løsning. 

Men politikerne har i mange år ikke kunnet blive enige om en vej frem. Lige indtil fire lokalpolitikere deltog i TV 2 Fyns eksperiment Løst eller KVast under kommunalvalget sidste efterår.

- Det er et spørgsmål, der har været diskuteret i årevis, sagde daværende byrådspolitiker for Venstre, Lennart Mogensen.

Til deres egen store overraskelse blev de fire politikere på tværs af partiskel rent faktisk enige, og løsningen tog de med sig tilbage til Ærø. 

- Vi har taget løsningen med videre. Vi blev enige om, at der skal være helårshuse, og at de har førsteprioritet. Men jeg var faktisk overrasket over, at vi kunne blive enige, siger Leo Holm, som blev valgt ind i kommunalbestyrelsen for Konservative. 

Inga Blom Thomas er glad for, at de fire politikere kunne blive enige om en løsning på et årelangt problem.
Inga Blom Thomas er glad for, at de fire politikere kunne blive enige om en løsning på et årelangt problem.
Foto: Sofie Kirkegaard Øritsland & Natacha Djervad Danielsen
Leo Holm erkendte efter opråb fra erhvervslivet, at politikerne blev nødt til at finde en løsning.
Leo Holm erkendte efter opråb fra erhvervslivet, at politikerne blev nødt til at finde en løsning.
Foto: Sofie Kirkegaard Øritsland & Natacha Djervad Danielsen


Årelangt politisk problem

I mere end 15 år har problemstillingen om balancen mellem antallet af tomme huse og salg af boliger som fritidshuse været på den politiske dagsorden. 

Tilbage i 2016 havde man så store problemer med at sælge boliger på øen, at den daværende kommunalbestyrelse besluttede at gøre det muligt at sælge alle huse, på nær dem i den gamle bydel i Ærøskøbing, som fritidshuse. 

Konkret besluttede politikerne, at man ikke ville håndhæve reglerne de steder, hvor der er krav om, at huse skal være helårshuse. Men det fik den konsekvens, at mange huse i stedet blev solgt som fritidshuse, og dermed gjorde det svært for tilflyttere at finde en helårsbolig. 

- Der er jo sket det, at boligsituationen har ændret sig, så der nu er få huse til salg, og erhvervslivet begyndte at råbe op, fordi de ikke kunne finde huse til deres medarbejdere, siger Leo Holm. 

Modne til en løsning

Flere og flere har de seneste år søgt helårsbolig på Ærø uden held, og det betød, at de fire politikere, Leo Holm, Inga Blom Thomas, Jens Weiss og Lennart Mogensen, var mere modne til at flytte sig fra deres tidligere standpunkter, da de trådte ind i den sorte Løst eller KVast-boks. 

- Det er en nødvendighed, hvis vi som samfund skal udvikle os, og hvis vi skal have folk til at flytte hertil, skal der også være nogle rammer for det. Det var også derfor, jeg gav mig, siger Leo Holm. 

Efter bare tyve minutter kom politikerne frem til en løsning, som nu bliver til virkelighed på Ærø. 

- Vi blev ret hurtigt enige om, hvor udfordringen var, og det gav en god bund for, hvad vi så skal gøre ved det. Det, tror jeg, var med til at sørge for, at det lykkedes, siger byrådspolitiker for Ærø Plus, Inga Blom Thomas. 

Konkret har politikerne taget alle punkterne med i de politiske forhandlinger. Der bliver kigget på kommuneplanen, så der kan blive udpeget områder, hvor der er behov for helårsboliger. Forholdene omkring flexboligordningen arbejder politikerne også videre med, og desuden forsøger politikerne at inddrage borgerne og lokalrådene i ændringer af lokalplanerne. 

Er alt blevet igangsat? 

- Ja, vi er i gang med alle de ting, der var på listen, og vi er faktisk enige om substansen. Selvfølgelig er der noget uenighed om, hvordan vi kommer derhen, men vi har arbejdet meget positivt med det, siger Inga Blom Thomas. 

Politikere fra alle ti fynske kommuner blev inviteret ind i Løst eller KVast-studiet for at finde en løsning på et konkret problem i deres kommune. Hvis det ikke lykkedes at blive enige, havde kommunens borgmester valgt en straf, politikerne skulle udføre.

Det betød, at tre politikere i Odense Kommune en dag måtte ekstratidligt op.

Du kan se hele sidste års forhandlinger her.
Fotograf: Fotograf: Jonathan Malat Redigering: Anton Gyde/Jonathan Malat

Oversigt

    Oversigt