Løvernes konge: Carsten Hansen ny formand for Odense Zoo

Efter 12 år som bestyrelsesformand takkede Steen Møller mandag aften af i Odense Zoo og overlod formandsposten til Carsten Hansen.

Efter 16 år i bestyrelsen i Odense Zoo var sidste arbejdsopgave for den afgående bestyrelsesformand, den tidligere rådmand Steen Møller, at overdrage posten i bestyrelsen til sin nu tidligere politiske kollega Carsten Hansen.

Steen Møller har haft en post i bestyrelsen siden 2002, og de seneste 12 år har han haft hvervet som bestyrelsesformand.

Mandag aften sagde han farvel.

- Den store udvikling Odense Zoo har gennemgået, er jeg utrolig stolt af at have været en del af. Med kåringen i både 2013 og 2015 som "Europas bedste zoologiske have" er haven i dag i den europæiske superliga, siger Steen Møller i en pressemeddelelse. 

- Det er altid vemodigt at skulle takke af, men det er samtidig fantastisk at have fået lov til at være en del af havens mangeårige historie i hele 16 år. Og så er det glædeligt for mig at opleve, hvordan ledelsens og medarbejdernes store indsats for at skabe eventyrlige gæsteoplevelser med udgangspunkt i dyr i en moderne og tidssvarende zoologisk have afspejles i en tilsvarende positiv udvikling i gæstetallet, uddyber den nu tidligere konservative politiker, der til nytår afsluttede sin politiske karriere efter 12 år i Odense Byråd.

Erfaren efterfølger

På mandagens bestyrelsesmøde i Odense Zoologiske Have gav Steen Møller formandsstafetten videre til den nye formand, den tidligere socialdemokratiske minister Carsten Hansen. 

Den nye bestyrelsesformand, der er udpeget af Odense Kommune, ser frem til at tage fat på arbejdet som ny bestyrelsesformand i Zoo.

- Odense Zoo er en spændende attraktion med mange igangværende projekter, som jeg glæder mig til at blive en del af, fortæller Carsten Hansen, der blev valgt til ny formand af en enig bestyrelse.

Fakta

Oversigt

    Oversigt