I det fynske folks tjeneste

Løgnerdømt mand anker dom

Straffen over 36-årig, som fik uskyldig mand dømt på en løgn, er for hård, mener forsvarsadvokat.

En straf på to et halvt års fængsel er alt for hård. Det mener advokat Michael Meyn, der er forsvarer for 36-årige fynbo, som tirsdag ved Retten i Odense blev dømt for at lyve over for politi og domstole.

Derfor skal Østre Landsret nu vurdere, om straffen skal sættes ned for den dømte, som med sin løgnehistorie var årsag til, at en uskyldig mand blev idømt fængsel for et røveri, der aldrig var foregået.

- Vi har ikke set præmisserne for dommen endnu, men alene ud fra strafniveauet kan jeg sige så meget, at den bliver anket, siger Michael Meyn til Ritzau.

Han argumenterede i sin procedure i sagen i sidste uge, da den blev behandlet ved retten, for en markant lavere straf. Ifølge Michael Meyn burde den dømte være sluppet med mellem tre og seks måneders fængsel.

Anklager tilfreds

Anklager Mette Lise Bakkely procederede for en straf på tre års fængsel. Hun henviste blandt andet til, at vidner spiller en afgørende rolle som bevis i retssager, og at et løgnagtigt vidne derfor skal straffes hårdt.

Efter tirsdagens dom udtrykker Mette Lise Bakkely, der er advokaturchef ved Fyns Politi, da også stor tilfredshed med afgørelsen fra dommer Alex Nymark.

- Retten har valgt at følge anklagemyndighedens påstand om, at der i en sag af denne meget grove karakter, som er uden fortilfælde i nyere dansk retspraksis, bør udmåles en meget langvarig ubetinget fængselsstraf. Det er jeg selvfølgelig tilfreds med, siger hun.

Om anken til landsretten siger Mette Lise Bakkely, at det bliver interessant at se afgørelsen, da der er tale om en hidtil uset forbrydelse og slutdommen kommer til at danne retspraksis i eventuelle senere sager af samme karakter.

Den 36-årige blev med dommen dømt for flere gange at have afgivet falske anmeldelser til politiet og for forsikringssvindel.

Det alvorligste forhold drejede sig om et opdigtet røveri, hvor den dømte først over for politiet, siden i byretten og til sidst i landsretten udpegede en uskyldig mand som røver. Det førte til et justitsmord, hvor den uskyldige blev idømt over et års fængsel.

Ved du noget? Så send os et tip