Sidste kommune på Fyn: Lokal læreraftale på plads i Nyborg

Som sidste fynske kommune uden lokal arbejdstidsaftale kunne borgmester og kredsformand endelig tirsdag præsentere en lokal aftale for kommunens lærere. Nu får lærerne i Nyborg blandt andet sikret deres forberedelsestid og loft over, hvor mange timer om ugen de skal undervise.

Siden skolereformen i 2014 har Nyborgs lærere reelt stået uden nedskrevne rammer for, hvordan de skal udføre deres arbejde.

quote Jeg vil give aftalen en middelkarakter. Vi ville jo ønske, at kommunernes økonomi var en anden, så vi kunne levere bedre kvalitet, men omvendt så er der også en virkelighed med en kommunal økonomi, der er presset.

Peter Lund Andersen, formand, Lærerkeds 80

Der har for eksempel ikke været et loft over, hvor mange timer af lærernes arbejdstid der skal bruges på henholdsvis forberedelse og undervisning. Lærerne har heller ikke haft nedskrevne retningslinjer for, hvor mange timer de skulle være til stede på skolen.

Men det blev der lavet om på tirsdag, da borgmester Kenneth Muhs (V) og Nyborg-lærernes lokale kredsformand Peter Lund Andersen kunne præsentere en lokal arbejdstidsaftale.

- Jeg er glad for, at vi nu har fået en aftale, siger Peter Lund Andersen, formand for lærerkreds 80, der har ført forhandlingerne på vegne af lærerne.

Aftalen omfatter kommunens cirka 200 lærere, og Peter Lund Andersen mener, at lærerne fik så meget med aftalen, som de økonomiske rammer nu tillader.

- Jeg vil give aftalen en middelkarakter. Der er mange opgaver til lærerne, og der er mange udfordringer. Vi ville jo ønske, at kommunernes økonomi var en anden, så vi kunne levere bedre kvalitet, men omvendt så er der også en virkelighed med en kommunal økonomi, der er presset. Så på den måde er vi tilfredse, siger Peter Lund Andersen.

 

 

Også tillidsrepræsentant Kirsten Fisker er tilfreds - omend også en kende spydig, idet Nyborg er den sidste fynske kommune, som indgår en lokal arbejdstidsaftale med sine lærere.

- Som lærer i den sidste kommune, der synes, de skulle lave en aftale, kan jeg jo synes, det er positivt i sig selv, at vi er blevet medlem af den eksklusive klub for kommuner, der tager deres fagpersonale alvorligt, siger Kirsten Fisker.

Arbejdstidsaftalen betyder blandt andet, at der nu kommer loft over, hvor mange timer af lærernes arbejdstid, der må gå med undervisning.

Lærerne får også mere forberedelsestid. Desuden får de mere fleksibilitet. Det betyder, at de igen må vælge at lægge en del af deres forberedelsestid hjemme.

Peter Lund Andersen, formand for lærerkreds 80, fremlægger her nogle af aftalens hovedpunkter. Foto: Morten Grundholm

Støtte til nye lærere

Desuden bliver der med aftalen gjort en ekstra indsats for de nyuddannede lærere. Nyuddannede lærere skal blandt andet undervise mindre, og så opretter man en slags mentorordning, hvor ældre lærere i højere grad støtter og vejleder.

- Det har været et vigtigt element i aftalen, fordi vi oplever nyuddannede lærere forlade faget, fordi de ikke kan holde til jobbet. Det er faktisk hver fjerde lærer, der forlader faget inden for de første to år, og det er jo en katastrofe. I forvejen er der mangel på lærere, så det kan vi ikke holde til som samfund, siger Peter Lund Andersen.

Lærerne, lockouten og deres arbejdstid

Langt tilløb

Nyborg Kommune var indtil tirsdag den eneste fynske kommune uden lokal arbejdstidsaftale af nogen art.

Helt tilbage i 2014 - lige efter skolereformen - forsøgte rød blok i Nyborg ellers at overtale Venstre til at gå ind i forhandlinger om en lokal aftale med lærerne. Men Venstre sagde nej. I 2016 forsøgte de igen. Også dengang sagde Venstre nej.

Men i april sidste år ændrede borgmester Kenneth Muhs pludselig mening.

- Indtil sidste år stod vi og kiggede ind i nationale overenskomstforhandlinger mellem KL og Danmarks Lærerforening. Vi troede, der ville komme en national arbejdstidsaftale. Det gjorde der ikke. Derfor syntes vi, at tiden var moden nu.

De nationale forhandlinger, som altså fandt sted kort før Venstre nikkede ja til en lokal aftale sidste år, førte nemlig ikke til en ny national arbejdstidsaftale. I stedet for en aftale blev KL og Danmarks Lærerforening enige om at nedsætte en kommission, der skulle komme med forslag og anbefalinger til arbejdstid og initiativer.

Dem skal parternes så drøfte igen og senest blive enige om ved overenskomstforhandlingerne i 2021. 

Men dem behøver lærerne i Nyborg altså ikke vente længere på nu. Den lokale arbejdstidsaftale i Nyborg træder officielt i kraft 1. august.

Oversigt

    Oversigt