I det fynske folks tjeneste

Lokalbrugs lukker efter 122 år

Siden august 1896 har der været en lokalbrugs i Nørreby ved Bogense, men snart er det slut. Det vil ramme lokalsamfundet hårdt, frygter flere stamkunder.

00:25

Efter 122 år lukker lokalbrugsen i Nørreby. Video: Ken Petersen

Efter 122 år med en brugs i Nørreby er det meget tæt på at være slut. Fredag meddelte bestyrelsen bag Lokalbrugsen Nørreby nemlig, at den havde besluttet at indsende en konkursbegæring.

Konkursbegæringen sker efter, at Coop den 18. februar sendte et brev til bestyrelsen, hvori man opfordrede bestyrelsen til at lukke butikken på grund af dårlig økonomi. I januar i år var underskuddet på 30.000 kroner, mens underskuddet for hele 2018 lød på 240.000 kroner.  

Læs også Domino's Pizza lukker i Odense og resten af Danmark

Det er en beslutning som gør ondt på Vibeke Pedersen. De sidste år har hun været formand for foreningen Lokalbrugsen Nørreby, og hun har længe kæmpet for at redde butikken, så det er hårdt slag, siger hun.

- Det har jeg det rigtig dårligt med. Det er jo ikke bare en indkøbsmulighed. Den her lille brugs er et socialt samlingssted. Rigtig mange kommer og får en sludder, for det er personligt her. Der bliver jo sagt hej med navns nævnelse, når man som kunde kommer her i butikken. Det finder man ikke ret mange andre steder.

Usikker fremtid for lokalområdet

Flere af de kunder, som TV 2/Fyn har talt med, er bekymrede for lokalsamfundets fremtid, når brugsen lukker.

Én af dem er Jacob-Steen Madsen, som flyttede til området for 15 år siden. Han handler i brugsen tre til fire gange om ugen.

- Jeg tænker, det er rigtig, rigtig ærgerligt. Det er surt, for det betyder en del for vores lokalområde, at man støder ind i folk og hører, hvad der sker. Omvendt er det også en konsekvens af, at det er dyrere at handle her end så mange andre steder, men det skal man jo vælge til som samfund, og det har vi åbenbart ikke gjort nok. Desværre, siger han.  

Læs også Mette Frederiksen varmer op til valgkamp: Besøger ældre i Assens Kommune

Nu frygter Jacob-Steen Madsen, at det vil blive sværere at få tilflyttere til, når der ikke længere indkøbsmuligheder i lokalområdet.

- Alt andet end lige må vi jo forvente, at der desværre er nogle huspriser, der falder. Det kan være sværere at få nye mennesker til. Da vi flyttede hertil for 15 år siden, så kiggede vi efter, om der var handelsmuligheder i nærheden. Der er der så ikke længere, og sådan er det jo så, siger han.

Konkurrence udefra 

Henning Pedersen er født og opvokset i Nørreby, og ligesom Jacob-Steen Madsen har han altid handlet i lokalbrugsen - men måske ikke helt nok.

- Jeg har ikke handlet alle mine varer her, for jeg arbejder selv i Søndersø, hvor der både er Aldi, Rema 1000 og Netto, så hvis jeg skal være ærlig, så har jeg jo ikke lagt hele min handel her. Men sjovt nok så lagde jeg mine boner sammen i går, og jeg har faktisk handlet for 1.000 kroner her i sidste måned, men et eller andet sted så er det jo ikke nok, siger en ærlig Henning Pedersen og fortsætter:

- Jeg møder mine venner og kammerater her i brugsen og får en sludder for en sladder. Det kommer jeg da til at savne, men heldigvis har vi da stadig vores lokale klub, KGI, hvor jeg også har rendt nede i 50 år.

Borgermøde er sidste chance 

Der er dog stadig et spinkelt håb for at redde brugsen i Nørreby, selvom det er meget lille. Lørdag har brugsforeningen nemlig indkaldt til borgermøde for at drøfte brugsens fremtid. Eneste punkt på dagsorden er at få tilkendegivelser fra medlemmer, der ønsker at tage kampen om bevarelse af butikken op.

Det er dog udelukket at drive butikken videre i Coop-regi, og derfor skal der findes en eventuel ny leverandør. Det vil kræve en total omlægning af butikken, og det har den nuværende bestyrelse ikke overskud til at påtage sig.

Læs også Spareforslag droppet: Rikke og kollegerne beholder betalt frokostpause

Alligevel håber Vibeke Pedersen at andre i lokalområdet har modet og ideerne til at løfte opgaven.

- Altså jeg håber da på, at der måske er nogen, der har lyst til at prøve et eller andet. Vi har jo nogle ældre herude, som ikke er mobile. Det ville være lidt ærgerligt, hvis de ikke kan få handlet ind. Det bliver i hvert fald meget besværligt for dem. Så lad os se, om der dukker nogle gode ideer op, siger hun.

Bestyrelsen indsender konkursbegæringen mandag den 4. marts.

03:47

Lokalbrugsen i Nørreby lukker Video: Ken Petersen

Luk video