Lokale søger efter 78-årig

En gruppe lokale borgere i Søndersø er trukket i vinterfrakkerne. De hjælper politiet med at finde den 78-årige demente kvinde, der forsvandt mandag.

I morges kl. 9 mødtes 15 borgere fra Søndersøområdet ved idrætshallen i Søndersø. 

Både i går og i dag har de stillet sig til rådighed for politiet i eftersøgningen af Helen Irene Jensen, den 78-årige, demente kvinde, der siden mandag har været forsvundet fra sit hjem på Toftekær i Søndersø.

- Det synes jeg, man bliver nødt til som borger. Det er synd for kvinden og hendes familie, siger Benny Hansen fra Søndersø.

I går kontaktede han politiet for at høre, hvor de leder efter kvinden, og hvor de frivillige kan søge.

Flokken af 15 frivillige har fundet sammen i Facebook-gruppen '5471 Søndersø', hvor frivilliges eftersøgninger i området både i går og i dag er blevet koordineret.

- Allesø er kørt igennem. Snakkede med et par private, der gik med deres hunde i de tætte områder derudaf, skriver Anja Riber eksempelvis på Facebook-siden.

I morges mødtes de 15 borgere med Fyns Politi til en briefing om, hvor politiet i dag leder efter den 78-årige.

- Hun er godt gående og kan gå langt. Derfor har vi udvidet det område, hvor vi søger, siger Jesper Schmidt-Nielsen, leder af hundeafdelingen ved Fyns Politi og fortæller, at de frivillige er blevet bedt om at søge langs vejstrækninger, der går syd og vestpå.

Politiet selv eftersøger med 14 hunde området langs landeveje, der går nord og øst fra Søndersø.

Folk med oplysninger i sagen skal henvende sig til Fyns Politi på telefon 114.

Oversigt

    Oversigt