Lokalerne er klar 1. januar: Her skal Dansk Sprognævn flytte ind

Dansk Sprognævn har fundet sin nye adresse i Bogense. Nævnet flytter ind I Adelgade 119 B, efter de er blevet færdigrenoveret 1. januar 2019.

Nordfyns Kommune, borgmester Morten Andersen (V) og Bygningsstyrelsen har fundet cirka 800 kvadratmeter bolig til Dansk Sprognævn på Adelgade 119 B i Bogense.

Håndværkere skal til at istandsætte bygningen, så den er klar til indflyttelse til næste år.

I marts besluttede regeringen nemlig, at flyttekasserne skulle pakkes, og Dansk Sprognævn skulle skifte adresse fra Frederiksberg til Bogense.

- Vi er i fuld gang med at indrette lokalerne. Planerne er, at de er klar til indflytning 1. januar 2019, fortæller Morten Andersen til TV 2/Fyn. 

Bygningens størrelse svarer til det, Dansk Sprognævn fylder i de nuværende lokaler på Frederiksberg.

Andre må flytte ud

Dansk Sprognævn overtager derfor hele bygningen - en tidligere varmecentral ejet af kommunen - og de mange kvadratmeter bliver hurtigt fyldt ud med arkiver og et internt bibliotek, som Dansk Sprognævn råder over.

Når Dansk Sprognævn flytter ind, betyder det samtidig, at andre må flytte ud. 

Blandt andet skal Nordfyns Kommune finde nye adresser til Radio Nordfyn, Seniornet Nordfyn og Frivilligcenter Nordfyn. 

Radio Nordfyn har ifølge stationsleder John Aagaard endnu ikke fået en opsigelse, men drøfter på et bestyrelsesmøde allerede tirsdag aften, hvor den næste drømmebeliggenhed kunne være. 

- Vi ville gerne flytte til havnen, men det kan ikke lade sig gøre. Så den tidligere sfo Nøglehullet på Bogense Skole er en mulighed, men det kræver en større ombygning, og det er også begrænset, hvor meget vi kan betale i husleje, fortæller John Aagaard til TV 2/Fyn.

Dansk Sprognævns direktør, Sabine Kirchmeier, tog tidligere på året turen fra Frederiksberg til Nordfyn. Dengang var hun med Morten Andersen rundt og se på flere mulige adresser i byen - blandt andet Adelgade 119 B, der var borgmesterens førsteprioritet.

Det har ikke været muligt for TV 2/Fyn at få en kommentar fra Sabine Kirchmeier. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt