Lokallister stiller ikke op til kommunalvalg

Halvdelen af alle de lokale borgerlister, der i dag findes på Fyn stiller ikke op ved næste kommunalvalg.

-

Halvdelen af alle de lokale borgerlister, der i dag findes på Fyn stiller ikke op ved næste kommunalvalg.

I dag er 23 forskellige lokale lister repræsenteret i kommunalbestyrelserne rundt om på Fyn. Et rundspørge TV 2/FYN har lavet viser, at langt over halvdelen vil blive nedlagt, eller at man overvejer det lige nu. Så i flere af de ny storkommuner kan de lokale lister forsvinde.


Jytte Madsen overvejer Kløverlistens fremtid

I Bogense har Kløverlisten haft politisk succes siden den blev valgt ind for otte år siden. Her er listens Jytte Madsen formand for Børne- og Kulturudvalget i Bogense. Alligevel er hun i dag i tvivl om - hvorvidt Køverlisten skal forsætte, når Bogense lægges sammen Søndersø og Otterup - to kommuner, hvor der ikke er nogle borgerlister i kommunalbestyrelsen.

- Vi har stor lyst til at stille op, for vi brænder for politik. Men ved også, at det vil blive op ad bakke. For det bliver svært at finde medlemmer i Søndersø og Otterup, der har lyst til at være med i Kløverlisten, siger Jytte Madsen til TV 2/Fyn.

Kommunalforsker Ulrik Kjær fra SDU Odense vil nu ikke afskrive borgerlisterne endnu.

- Traditionelt foretrækker 10% af vælgerne de ikke-politiske lister, så det skulle undre mig, hvis ikke der er nogen der vil samle de vælgere op, siger Ulrik Kjær til TV 2/FYN.

Følgende lokallister har allerede besluttet ikke at genopstille: Ellinge-listen i Ullerslev, Tværpolitisk Borgerliste også i Ullerslev, Alternativ Liste i Marstal, Borgerlisten i Årslev, Alternativ Liste i Svendborg, Ny Borgerliste i Aarup og Lokallisten Sydlangeland i Sydlangeland Kommune.

Ide og Handling i Faaborg og Borgerlisten i Glamsbjerg nedlægger sig, men genopstår som en ny liste. 

 

 

Oversigt

    Oversigt