I det fynske folks tjeneste

Lokalråd skal overtage snerydning

Landsbyforening opfordrer lokale til at klare snerydningen de steder, kommunen ikke har råd til.

Lokalråd skal selv sørge for snerydning i de kommuner, hvor der ikke er penge nok, mener Carsten Abild

Det skal være slut med for meget sne på mindre veje, problemer med at komme på arbejde og en hjemmehjælp, der ikke kan nå frem.

Det mener foreningen Landsbyerne i Danmark, som nu opfordrer
landets lokalråd til at overtage en del af snerydningen fra kommunerne.

Mange veje på landet får nemlig ikke ligeså meget opmærksomhed fra sneplovene som vejene i byerne, og det er et stort problem.

- Der er pendlere, der ikke kan komme på arbejde, fordi vejene i deres område bliver nedprioriteret af kommunerne, siger Carsten Abild, der er formand i Landsbyerne i Danmark og fortsætter:

- Flere landmænd har alligevel maskinkraften til det, så vi synes, at lokalrådene og kommunerne skal sætte sig sammen og lave en plan for, hvem der rydder hvor, siger Abild og tilføjer, at kommunen som minimum skal betale de lokales udgifter til brændstof.

- Og gerne lidt til, men det er mit indtryk, at folk også gerne vil arbejde frivilligt. Det er en del af det fællesskab, der i forvejen kendetegner landsbysamfund.

Lokalråd i Faaborg-Midtfyn

En af de kommuner, hvor lokalråd allerede er i gang med at
overtage en del af de kommunale arbejdsopgaver, er Faaborg-Midtfyn.

Her står en flere af kommunens 21 lokalråd allerede for en del af vedligeholdelsen af grønne områder om sommeren, og det samarbejde vil paraplyorganisationen for lokalrådene, Fynsland, nu gerne have udvidet til også at gælde snerydning.

- Vi har drøftet det før, men nu har vi besluttet at tage det op på et bestyrelsesmøde her i december og derefter hurtigst muligt kontakte kommunen, siger Erik Sønderskov, der er formand for Fynsland.

Til forskel fra Landsbyerne i Danmark, mener Sønderskov dog ikke, at Faaborg-Midtfyn Kommune nødvendigvis skal dække udgifterne.

- Med besparelserne er der ikke penge til det, så det vil være beboerne selv, der skal betale. Men det tror jeg også de er villige til, siger Erik Sønderskov og tilføjer, at det formentlig ikke bliver aktuelt før til næste vinter.