I det fynske folks tjeneste

Lønfest hos fynsk sygehuschef

Odense Universitetshospitals områdedirektør, Jens-Otto Jeppesen, er den sygehusdirektør i Danmark, der har fået den største lønstigning de sidste to år. Områdedirektørens månedsløn er steget med 11.263 kr.

OUH-chefens løn steg med 17,3 procent

Odense Universitetshospitals områdedirektør, Jens-Otto Jeppesen, er den sygehusdirektør i Danmark, der har fået den største lønstigning de sidste to år. Områdedirektørens månedsløn er steget med 11.263 kr.

En lønstigning på 17,3 procent over to år. Det er de færreste lønmodtagere, der kan prale af sådan en lønstigning. Men det kan den øverste chef for Odense Universitetshospital, områdedirektør Jens-Otto Jeppesen.

Jens-Otto Jeppesen får nu 76.263 kr. i løn om måneden og det betyder, at han er sprunget direkte ind på en 4. plads på en top-ti over sygehusdirektørens lønforhold.

Den anden fynske sygehuschef, Peter Henriksen fra Sygehus Fyn, har opnået en lønstigning på 6,8 procent, så hans månedsløn nu er oppe på 76.124 kr. Han er placeret som nr. 5. på hitlisten over sygehuschefernes løn.

Kun direktøren for Grundsted/Brørup Sygehus har med en stigning på 18,1 procent opnået en større procentuel lønforhøjelse, men Erik Rexens månedsløn på 48.180 kr. er stadig betydelig mindre end Jens-Otto Jeppesens hyre.

Den fynske sygehusdirektør er åremåls ansat, og hans kontrakt er blevet genforhandlet fornylig og det er ifølge Frits Pedersen fra amtets lønningskontor årsagen til det store lønhop.

"Områdedirektøren skulle som almindelig tjenestemand have 720.000 kroner årligt. Nu har Jens-Otto Jeppesen accepteret en åremålsansættelse, og han får derfor årligt 915.000 kr. Det er der ikke noget mystisk i, siger Frits Pedersen.

Jens-Otto Jeppesen er samtidig blandt de sygehuschefer i Danmark, der har det største personale og det største budget.

"Jeg synes min løn er rimelig i betragtning af de mange krævende opgaver, der er på landets største sygehus. Og jeg er jo ikke den chef der får mest, selvom OUH har det største budget," siger Jens-Otto Jeppsen.

Det er bladet Dagens Medicin, der bringer statistikken over sygehuschefernes løn.