Løsladt gidsel: Lykkelig for at være i live

En tydeligt berørt Jens Peter Skov Jensen talte onsdag med TV 2/FYN, efter at han atter var tilbage i sin hjemby, Nyborg, oven på sit ophold som gidsel på det kaprede danske fragtskib "Danica White".

Den fynske matros er meget glad for at være tilbage i Danmark:
- Det er dejligt at være hjemme igen. Jeg er ovenud lykkelig for at være i live. Det var hårdt at skulle være væk fra familien på den måde, siger han til TV 2/FYN.

Han fortæller, at søfolkene var under et hårdt pres, og at de ikke fik megen søvn, og at de var meget stressede.
- Vi blev adskillige gange truet, og vi fik at vide, at hvis vi ikke hostede op med nogle penge til militsen, ville vi enten få skåret halsen over eller blive skudt, siger han til tv-stationen.

Han fortæller, at de blev kapret, mens de var ved at gøre rent. Der var 12-15 gidseltagere.

Jens Peter Skov Jensen og fire andre frigivne søfolk fra"Danica White" landede tirsdag aften i lufthavnen i Beldringe ved Odense, efter at de i 83 dage var gidsler hos pirater, der den 1. juni bordede skibet ud for Somalias kyst.

- Stemningen i blandt os har ikke været lige god hele tiden. Vi har gået og snerret af hinanden, men vi har prøvet på at holde humøret oppe.

Den 26-årige sømand har brugt onsdagen på at være sammen med sin familie, og så fandt han tid til at drikke en enkelt øl med sine to bedste venner.
- Denne oplevelse har sat mange ting i perspektiv i forhold til mit liv. Jeg skal aldrig ud at sejle mere, siger han til TV 2/FYN.

Oversigt

    Oversigt