I det fynske folks tjeneste

Lotte skal redde regeringen

Den kun 27-årige Lotte Bundsgaard(S) fra Odense har gjort politisk lynkarriere. For få år siden var hun ukendt, torsdag bliver hun udpeget som deltager på det hold, der skal redde regeringen. Se DIALOGEN med Lotte Bundsgaard

Fynsk stemmesluger yngste minister

Den kun 27-årige Lotte Bundsgaard(S) fra Odense har gjort politisk lynkarriere. For få år siden var hun ukendt, torsdag bliver hun udpeget som deltager på det hold, der skal redde regeringen.

"Jeg er overrasket og meget glad". Sådan lød den første kommentar fra den nyudnævnte By- og boligminister og minister for ligestilling, Lotte Bundsgaard fra Odense.

Hun har længe været nævnt som et af de navne, der kunne være med til at vende regeringens dårlige tal i meningsmålingerne.

"Jeg tror ikke at én enkelt person kan redde regeringen, men jeg tror på, at det nye hold samlet kan være med til at vinde næste valg", lyder det professionelt fra Lotte Bundsgaard.

Lotte Bundsgaard blev valgt til Folketinget i marts 1998. Som Ritt Bjerregaards arvtager i Otterup-kredsen fik hun et kanonvalg med 17.598 personlige stemmer, og blev dermed Fyns største stemmesluger.

Som folketingspolitiker har hun især markeret sig inden for forsvars- og udenrigspolitik. Men hun har også haft markante holdninger på både rets- og familieområdet.

I dag er hun medlem af Folketingets Forsvarsudvalg og Uddannelsesudvalg. Hun er flere gange blevet nævnt som Forsvarsminister Hans Hækkerups afløser. Men det blev altså i stedet til By- og boligområdet, og det skuffer ikke det unge politiske talent.

"Jeg synes, det er et spændende område, som jeg har beskæftiget mig med før. Jeg har arbejdet i Vollsmose som folkeskolelærer, og kender de problemer, der kan være i byområder", siger Lotte Bundsgaard.

Lotte Bundsgaard bebuder allerede nu, at hun vil skærpe indsatsen over for belastede byområder som f.eks Vollsmose, men hun vil samtidig også arbejde for at styrke sammenholdet i landsbyerne.

"Jeg glæder mig til at arbejde med menneskers dagligdag. By- og boligmiljøet i Danmark er afgørende for vores trivsel, så derfor mener jeg, at det er en meget central ministerpost, jeg har fået", siger By- og Boligministeren fra Fyn.

Klokken 14.30 torsdag overtager Lotte Bundsgaard ansvaret for ministeriet efter Jytte Andersen(S).

Ved du noget? Så send os et tip