Lovende forsøg med gasbus i Odense

Et forsøg med en naturgasdrevet bybus i Odense viser gode muligheder for at spare på CO-2-regnskabet. Og der er planer om at gøre bytrafikken helt CO 2-neutral.

Siden 23. januar har den almindelige dieselbus mellem Højby og Slukefter/Ubberud været erstattet af en bus, der kører på naturgas.

Bag forsøget står Tide Bus, som driver Odenses bytrafik og Naturgas Fyn, som leverer gassen fra en naturgastankstation placeret hos selskabet på Ørbækvej i Odense.

Baggrunden er, at Tide Bus har konstateret, at Danmark er langt bagefter sine nordiske naboer, hvor gasbusser er langt mere almindelige.

Alene i Norge ejer Tide Bus 256 gasbusser og har brugt teknologien i otte år.

Meget CO 2 at spare

Undersøgelser fra COWI og Energistyrelsen har vist, at busser, der kører på naturgas udleder ca. 25% mindre CO 2 end dieselbusser.

En bybus kører typisk 600 km. i døgnet, så det bliver til meget CO 2 på et år.

Tide og Naturgas Fyn har planer om at gøre busserne helt CO 2-neutrale ved at tilsætte bionaturgas - lavet på gylle - og som kan lagres og distribueres via naturgasnettet.

Tilfredse passagerer

Ib Andersen, som har kørt meget i forsøgsbussen fortæller, at folk bliver meget positive, når de får at vide, at bussen sparer så meget CO 2.

De noterer også, at den støjer mindre.

Og for chaufføren er den nemmere at manøvrere med, især på grund af hurtigere acceleration.

Oversigt

    Oversigt