I det fynske folks tjeneste

Lover flere tog

Inden for få uger lover transportministeren, at DSB er klar med nye tog for 1,2 milliarder kroner til at sætte ind mod de mange overfyldte tog til og fra blandt andet Odense.

- De er lige nu ved at forhandle aftalen på plads. DSB støvsuger markedet for tog til at sætte ind på strækninger, hvor problemet er størst, siger Magnus Heunicke til metroexpress.

Ifølge en rapport fra DSB er der flere passagerer end pladser i mere end hvert 10. tog på 13 togstrækninger i myldretiderne morgen og eftermiddag.

Især er der store problemer med tog til og fra Aarhus, Odense og København.

Flere passagerer, færre pladser

Ifølge en rapport fra Transportministeriet bliver problemerne større frem mod 2022.

Efterspørgslen bare på Sjælland vil stige med 33 procent, hvilket svarer til 33.000 ekstra togsæder, og antallet af sæder i tog vil falde fra 20.000 til 12.000, hvis intet sker.

DSB erkender, at der vil komme endnu flere passagerer, men er positiv i forhold til fremtiden.

- Det ser ud til, at efterspørgslen bliver endnu større de næste år. Det prøver vi på alle måder at afhjælpe. Næste år planlægger vi eksempelvis, at flere af vores IC4-tog skal køre, siger direktør for DSB Operation Anders Egehus til metroxpress.

Venstre mener, at der skal mere til.

- Derfor kommer vi til at forfølge det her,« siger partiets trafikordfører Kristian Pihl-Lorentzen.

Ved du noget? Så send os et tip