Retten har talt: Bæltefiksering af mand i ti måneder på hospital var lovlig

Retten i Odense har fredag afgjort, at det var lovligt, at en mand blev fastspændt i ti måneder på et psykiatrisk hospital i Middelfart.

- Blækket når ikke at tørre på dom, før den bliver anket, meddeler advokat om netop afgjort sag i Odense.

Det var lovligt, at en mand i 2014 og 2015 blev fastspændt i ti måneder på et psykiatrisk hospital i Middelfart. Det har Retten i Odense afgjort fredag.

Da manden blev løsnet fra sin bæltefiksering efter knap et år, kunne han ikke gå og måtte en periode bruge kørestol, fortæller advokat Claus Bonnez, der repræsenterer manden og undrer sig over dommen.

Præmisserne for rettens afgørelse fredag er ikke offentligt tilgængelige, da der er tale om meget personfølsomme oplysninger.

Derfor er det uvist, hvad der ligger til grund for dommen.

Til gengæld er der ingen tvivl om, at det sidste punktum i sagen endnu ikke er sat.

- Blækket når ikke at blive tørt på denne dom, før den bliver anket. Den er jo helt i strid med den praksis, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har stillet op i disse sager, siger Claus Bonnez.

Han henviser til tidligere afgørelser ved domstolen i Strasbourg, hvor fikseringer fra tre timer og 40 minutter og op til 15 timer er blevet underkendt.

- Så når man kommer med en fiksering, som har varet i ti måneder, virker det helt uacceptabelt. Sagen må videre, og så må vi se, hvor langt den skal, siger Claus Bonnez.

Han har sammen med sin klient forsøgt at få fikseringen kendt ulovlig. De har også krævet en godtgørelse på 500.000 kroner for tort.

Sagen var anlagt mod Region Syddanmark som sygehusansvarlig.

Psykisk syg og farlig

I 2014 blev manden, der er i 30'erne, dømt for flere tilfælde af vold.

Da han er psykisk syg og blev anset som farlig, blev han idømt en dom til anbringelse på den særligt sikrede afdeling "Sikringen" i Slagelse.

Men her var der angiveligt ikke plads til ham, og derfor forblev han på psykiatrisk afdeling i Middelfart.

Fikseringen af ham blev iværksat 22. december 2014, efter at manden havde overfaldet en sygeplejerske.

Først 26. oktober 2015 blev han løsnet fra fikseringen.

Ifølge reglerne kan fiksering finde sted, hvis patienten vurderes at være til fare for sig selv eller andre. Men det skal som udgangspunkt kun ske kortvarigt.

Sind: Ikke i orden

Knud Kristensen, formand for Sind, Landsforeningen for psykisk sundhed, har svært ved at udtale sig om den konkrete sag, da dommens præmisser ikke er offentlige.

Han mener generelt, at intet menneske bør udsættes for lange bæltefikseringer.

- Uanset om det er lovligt eller ej, er så lange bæltefikseringer ikke i orden. Det hører ingen steder hjemme, og det opleves som et voldsomt overgreb for den, der bliver udsat for det, siger Knud Kristensen.

Danmark har flere gange fået kritik fra blandt andet FN og Europarådet for brug af fiksering.

Reglerne for brug af tvangsfiksering

Oversigt

    Oversigt