Lufthavn søger om landbrugsstøtte

Odense Lufthavn forsøger nu at udnytte de nye EU-regler, hvor man kan søge om hektarstøtte til græsarealer. Det er ren forretning, siger bestyrelsesformanden, mens flere landspolitikere kalder det grotesk.

-

Odense Lufthavn forsøger nu at udnytte de nye EU-regler, hvor man kan søge om hektarstøtte til græsarealer. Det er ren forretning, siger bestyrelsesformanden, mens flere landspolitikere kalder det grotesk.

Lufthavnen i Beldringe, der savner aktivitet i luftrummet, søger nu nye græsgange. Nye EU-regler betyder, at man kan søge om hektarstøtte til græsarealer. Odense Lufthavn søger om støtte til 80 hektar - bliver støtten bevilget, betyder det 40.000 kroner i kassen.

I første omgang var lufthavnens bestyrelsesformand Frants Bernstorff-Gyldensteen overrasket over TV 2/FYNs oplysninger om ansøgningen af EU-støtte. Men efter at have undersøgt sagen bakker han op om ansøgningen.

- Vi driver virksomhed. Og hvis reglerne er sådan, at man kan få støtte til græsarealer uden at være landmand, så ville jeg da være et skarn, hvis jeg ikke forsøgte at få fat i de penge, siger Frants Bernstorff-Gyldensteen til TV 2/FYN.

EU-vanvid

Odense Lufthavn er ejet af fem kommuner og Fyns Amt. Amtsrådsmedlem Karsten Hønge (SF) kalder det grotesk, at lufthavnen forsøger at få fat i landbrugsstøtten.

- Det er fint at bestyrelsen bag lufthavnen er kreativ, men de burde være det på anden måde end ved at stikke snablen i det offentliges kasser, siger Karsten Hønge til TV 2/FYN,

Han støttes både af formanden for Folketingets fødevareudvalg, Christian H. Hansen fra Dansk Folkeparti, og af sin partifælle på Christiansborg, Kristen Touborg.

- Det er det rene EU-vanvid. Vi må få ministeren til at få lavet reglerne om. Hektarstøtte skal gives til aktive landmand og overhovedet ikke til en lufthavn, siger Christian H. Hansen til TV 2/FYN.

- Det er helt urimeligt, at det offentlige skal ind og have det tilskud. Det er tåbeligt, siger Kristen Touborg, der er medlem af Fødevareudvalget.

 

 

Oversigt

    Oversigt