I det fynske folks tjeneste

Lukning af skole i Kerteminde: Pillet ud af spareforslag

Økonomiudvalget i Kerteminde Kommune har onsdag aften valgt at pille lukningen af Nymarken Skole og Børnehus ud af det sparekatalog et konsulentfirma i sidste uge afleverede til kommunens politikere.

Foto: Masoud Pouia

Utilfredse forældre, børn og lærere viste inden økonomiudvalgsmødet deres utilfredshed med, at en stor del af en besparelse på 74,5 millioner kroner i kommunen skulle findes på skoleområdet - blandt andet med en lukning af Nymarken Skole og Børnehus.

Men nu har et flertal i Økonomiudvalget altså besluttet, at skolen får lov at bestå, og at der ikke skal ændres ved skolestrukturen. 

- Vi mener, at vi har skoler på de matrikler, vi skal have, siger Kertemindes borgmester, Kasper Olesen til TV 2/FYN.

Ved ikke hvor meget der skal spares

På spørgsmålet om, hvorfor en skolelukning overhovedet kom med i sparekataloget fra konsulentfirmaet KLK, når der i konstitueringsaftalen efter kommunalvalget i november 2017 stod, at der ikke skulle lukkes skoler, svarer Kasper Olesen:

- Vi havde givet KLK en stor opgave, for vi ville gerne have et råderum på 70 millioner kroner uden at vide, om vi får brug for at spare så meget. Vi har først haft mulighed for at drøfte rådighedskataloget - eller sparekataloget - hvad du vil kalde det - her til aften.

Kasper Olesen vil ikke garantere, at der ikke skal spares andre steder på skoleområdet.

- Der er også kommet forslag fra KLK til andre besparelser på skoleområdet end lukning, som vi skal have kigget på, ligesom vi skal have kigget på alle de andre forslag, siger altså borgmesteren.