Lukningstruede centre reddet: Millioner til misbrugte

Sent tirsdag aften blev aftalen for satspuljen på socialområdet for 2016 forhandlet på plads. Og det giver nyt håb til centrene for seksuelt misbrugte, der ellers var lukningstruede. Centrene har modtaget knap 50 millioner.

Udsatte børn, hjemløse samt unge og gravide stofmisbrugere er blandt nogle af dem, der bliver tilgodeset i satspuljeaftalen for 2016 på socialområdet.

En af de store aftagere fra puljen på 607 millioner kroner er de regionale centre for seksuelt misbrugte. 47 millioner kroner er øremærket til den gruppe, og det vækker stor glæde på landets tre centre, der har været i stor fare for at lukke fra den 1. januar 2016.

I Center for Seksuelt Misbrugte Syd var 12 medarbejdere allerede afskediget med virkning fra årsskiftet.

- Det glæder mig meget, at området er blevet tilgodeset. Nu skal vi i gang med at kigge på detaljerne for aftalen for at se, hvad det konkret betyder for os og de medarbejderfyringer, vi stod over for, siger Lone Eriksen, der er leder af Center for Seksuelt Misbrugte Syd i Odense.

Centret har sammen med centrene i Aarhus og København hidtil overlevet med hjælp af satspuljemidlerne, som altså stod til at forsvinde fra årsskiftet. Men nu ser det altså ud til, at voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i deres barndom fortsat kan modtage hjælp hos centrene.

 

Oversigt

    Oversigt