Luksusbørnehave betales med skattekroner

Få dit barn i en superbørnehave som tillæg til lønnen. Det tilbud får privat ansatte på Sydfyn snart, og det bekymrer forældre og arbejdsgivere.

Skattefrit for virksomheder

Mere plads til børnene, flere pædagoger og længere åbent end i det offentlige. Og den ekstra regning for en plads i en luksusbørnehave betales af skatten.

Budskabet er klart fra to tidligere kommunale institutionsledere, der vil åbne en privat daginstitution i Svendborg. De lægger ikke skjul på, at deres luksustilbud bliver væsentligt dyrere end kommunens tilbud, men har allerede løsningen klar.

- De lokale virksomheder kan købe pladser hos os og tilbyde det til medarbejderne, ligesom man andre steder for eksempel har en aftale med et fitnesscenter. For firmaerne er det skattefrit, og medarbejderne får mere ud af lønnen, siger Søren Pedersen, der står bag projektet "Børnekompagniet", til Ritzau.

Skat har godkendt muligheden.

Socialdemokraterne og de radikale vil gribe ind

En daginstitution med mere plads til børnene og fleksible forhold skal nemlig være for alle. Det mener socialordfører Mette Frederiksen (S), der kalder det "dybt problematisk", at der er et marked for private daginstitutioner med bedre forhold end de kommunale.
 
 - Men jeg forstår det godt, fordi den regering vi har, bliver ved med at forringe de offentlige tilbud, siger Mette Frederiksen til Ritzau. Hun frygter, at private ordninger vil skabe social ulighed og A- og B-børnehaver.
 
Og også de radikale vil gribe ind.
- Det er ikke fair, at skatteborgerne bare skal betale ad
bagvejen for, at nogle kan få bedre børnehavepladser. Det vil vi
gribe ind over for, og have det med i dagtilbudsloven, som vi
behandler i denne uge, siger socialordfører Martin Lidegaard (R).

Oversigt

    Oversigt