Lumby Skole samlede mest skrot

Hver elev på Lumby Skole samlede 27 kilo skrot til fordel for børn i Bolivia gennem UNICEF-by Odense.

Odense Renovationsselskab og skrotvirksomheden H. J. Hansen stillede containere op på Odenses skoler i uge 38 og 39, hvor børnene kunne samle skrot.

På Lumby Skole udviklede det sig til et familieprojekt, hvor mange familier benyttede chancen for at rydde op derhjemme.

Både gamle køleskabe, murstilladser og en gammel grønthøster havnede blandt andet i containeren.

Hvor meget skrot, der ialt blev samlet på de odenseanske skoler bliver først afsløret d. 21. oktober.

Den dag bliver børnene fra vinderskolen i Lumby vist rundt på H. J. Hansen og får overarkt en præmie.

Hele skolen får teater, dans og koncertoptræden, men den klasse, der har samlet mest får en tur i biografen. 

Finanskrisen kradser

Samme dag kan H. J. Hansen melde ud, hvor mange penge det indsamlede skrot giver til UNICEF-by Odense, som går til skolebørn i Bolivia.

På forhånd kan virksomheden dog sige, at den igangværende finanskrise betyder et mindre udbytte end hvis det havde været for nogle måneder siden.

- Krisen gør, at priserne på råstoffer er faldet. Det går desværre også ud over vores projekt, siger miljøchef Thorvald Brix Isager, H. J. Hansen.

Til gengæld lover H. J. Hansen at lægge penge oveni beløbet og Plus Pack donerer 10.000 kr, til formålet.

Oversigt

    Oversigt