I det fynske folks tjeneste

Lundeborg i oprør over institution

Borgerne i den lille by Lundeborg ved Hesselager er i oprør. En lokal kvinde ønsker midt i byen at oprette en privat døgninstitution for fire utilpassede piger i alderen 13 til 18 år. Men det vil borgerne ikke have. Derfor har Gudme Kommune modtaget i alt 34 protestunderskrifter fra borgere, der ikke ønsker institutionen til byen.

-

Borgerne i den lille by Lundeborg ved Hesselager er i oprør.

En lokal kvinde ønsker midt i byen at oprette en privat døgninstitution for fire utilpassede piger i alderen 13 til 18 år. Men det vil borgerne ikke have. Derfor har Gudme Kommune modtaget i alt 34 protestunderskrifter fra borgere, der ikke ønsker institutionen til byen.

Teknisk Udvalg i Gudme Kommune skal inden længe beslutte, om idéen til opførelsen af institutionen kan godkendes. Vivian Poulsen, der står bag projektet, er dog ikke positiv, når så mange borgere er imod.
-  Man må jo følge folkeviljen, og det er der ikke noget at gøre ved. Selvfølgelig er jeg skuffet. Men vi kender jo de små samfund: Folk er bange for noget nyt, og det hele handler om frygt og uvidenhed, siger hun til TV 2/Fyn.

Vivian Poulsen, der vil lave stedet i samarbejde med sin mand, skabte idéen for at lave et sted for de unge piger, hvor de kunne lære at gebærde sig i samfundet.
- Pigerne har sociale problemer og skal derfor have styrket deres selvtillid. Institutionen ville kunne give dem et netværk og give dem noget familie og støtte, siger hun.