I det fynske folks tjeneste

Lundeborg tiltrækker verdens bedste

02:32

Peter Lang og Jonas Warrer hænger i til træningspasset ved Lundeborg lørdag eftermiddag. De træner til OL, men lærer samtidig fra sig, så de næste i fødekæden kan blive endnu bedre sejlere.

1 af 2

Et træningspas i Lundeborg for nogle af de talentfulde unge sejlere i Danmark har de senere år udviklet sig til et træningspas, hvor de allerbedste sejlere er med.

Den udvikling gavner både talenterne og de etablerede OL-sejlere som fynske Peter Lang, der vandt OL-bronze i 49er i 2012, og hans nye makker, OL-guldvinder i Beijing i 2008 Jonas Warrer.

Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen er morgendagens 49er stjerner på kvindesiden. De unge talenter har klaret sig godt ved både EM og VM, men de mangler lige det sidste for at nå drømmen om at komme til OL.

Men nu, hvor Dansk Sejlunions stækeste trumfkort også er at finde på vandet ud for Lundeborg, rykker OL-drømmen lidt tættere på.

- Det er altid nemmere at gå efter en drøm, hvis man kan se, nogen har allerede gået den vej før. Så det er en meget stor bonus, siger Katja Salskov-Iversen.

- Man kan se, det kan lade sig gøre, og de kan også gøre en mere rolig på, at det man faktisk har gang i er det rigtige, supplerer Jena Mai Hansen.

Professionelle tvunget med

Dansk Sejlunion har vredet armen rundt på de fuldtisprofessionelle sejlere.

- Fordi vi gerne vil tilføre noget kvalitet til talenterne, sådan så de kunne se på de bedste, hvordan gør man og lære fra dem, siger sportschef Thomas Jacobsen.

Men tvangen er ikke så slem, for sejlere som Peter Lang og Jonas Warrer er et nyt makkerpar, der begyndte at sejle sammen i februar, så timer på vandet er altafgørende.

Og så giver det også de bedste noget at lære fra sig, mener peter Lang:

- Det giver jo en eller andenden gejst til at blive ved, fordi der er nogle, der ser op til det man går og laver, og der er nogle, der tror på en. De kommer hen og siger, at det er alligevel godt gået, og så giver vi det tilbage, at vi siger til dem, at de skal blive ved, for så kan de også komme til at lave det, vi laver.

Desuden har det den fordel, når mange er samlet sammen, at der er råd til mere.

Derfor har Dansk Sejlunion allieret sig med en mand fra America's Cup, der er fløjet ind fra USA. Han giver foredrag og sparer med de enkelte sejlere, og det har de bedste især benyttet sig af, fortæller Thomas Jacobsen.

OL-guld

Peter Lang og Jonas Warrer giver gerne råd til de næste i fødekæden, men målet er at vinde OL-guld i Rio i 2016, og det er hele tiden det primære fokus.

- Vi bestræber os hele tiden på, lige at gøre det det der splitsekund hurtigere, så vi forhåbentlig ender på toppen, siger Jonas Warrer.

Ved du noget? Så send os et tip