I det fynske folks tjeneste

Lykke Li blandt nye navne på Heartland Festival

Lykke Li, Rag’n’Bone Man, Cory Henry og Benal føjes til musikprogrammet på Heartland Festivalen 2018. Festivalen kalder programmet for det bedste i festivalens historie.

Foto: Torben Christensen / Scanpix

Lykke Li, Rag'n'Bone Man, Cory Henry og Benal er i dag føjet til listen over musikere, der optræder til Heartland Festival 2018.

Sammen med offentliggørelsen lover arrangørerne, at musikken i 2018 bliver den bedste i festivalens historie.

- Med dagens fire annonceringer kommer vi virkelig rundt i livemusikkens mange hjørner og tegner konjunkturerne til endnu et alsidigt og internationalt stjernespækket program på Heartland Festival. Der er mange flere stærke annonceringer i vente, siger Ulrik Ørum-Petersen, musikprogramchef og direktør for Heartland Festival, i en pressemeddelelse.

Heartland Festivalen afvikles vanen tro ved Egeskov Slot og løber i 2018 af stablen fra den 31. maj til den 2. juni. Med de fire nye navne er der nu annonceret ni kunstnere i alt. Tidligere er blandt andre LCD Soundsystem, MØ, C.V. Jørgensen og Grizzly Bear offentliggjort.

Den kommende Heartland Festival bliver den tredje i festivalens historie.