Lykkelig luder findes ikke

De drømmer om et liv væk fra gaden, men ved ikke, hvordan de skal få råd til stoffer, mad og husleje uden at prostituere sig.

Tabu og ydmygende

30 gadeprostituerede fra København, Aarhus og Odense afliver i
en ny rapport myterne om den lykkelige luder og giver i stedet
et kig ind i en verden fyldt med barndomstraumer, misbrug og
angst.

 - Langt de fleste ønsker at komme ud af prostitutionen, men
synes ikke, at kommunerne har relevante tilbud, der kan få dem
ud af deres stofmisbrug eller hjælpe dem med deres psykiske
problemer, siger Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt
Udsatte.

Flere oplever, at prostitution er så tabuiseret, at sagsbehandlerne helt undlader at tale om det og i stedet fokuserer på andre problemer.
 
Andre føler det ydmygende, at de gang på gang skal fortælle
nye sagsbehandlere om deres liv, og derfor anbefaler rådet, at
kvinderne får en gennemgående støtte- og kontaktperson.

 - Det kan være meget smertefuldt og nedværdigende for 117.
gang at fortælle om ens barndom. Det er afgørende for den
prostituerede, at hun får opbygget en tillid til sagsbehandleren, så der kan blive taget hånd om alle hendes problemer på samme tid, siger Jann Sjursen.
 

Akutboliger

Et andet udbredt ønske blandt kvinderne er akutboliger, hvor
de i kortere eller længere perioder kan rykke ind for at få ro
og omsorg. Måske kan det give overskud til at søge om pension
eller få genskabt kontakt med familien, konkluderer rådet.

Socialministeriet har i denne uge afsat penge til en undersøgelse, der med interviews med tidligere prostituerede skal kortlægge, hvad der fik dem ud af prostitutionen.

 - Når vi kender de prostitueredes egne bud og får systematiseret den viden, kan vi bedre sætte ind med den sociale indsats, der virker, siger socialminister Benedikte Kiær (K) i en pressemeddelelse.
 /ritzau/

Oversigt

    Oversigt