I det fynske folks tjeneste

Langt fra nok sover på hotel i Nyborg: Masser af ledige sengepladser

Der er overhovedet ikke tale om overbelægning på Nyborgs hoteller. Det viser en analyse, der skal belyse et socialdemokratisk forslag om et nyt hotel i Nyborg.

Intet grundlag for flere sengepladser på hoteller i Nyborg.

Et socialdemokratisk forslag om at bruge den forurenede grund under Nyborg Lynfrost til hotel, ser ikke umiddelbart ud til at opfylde et behov i Nyborg.

Det viser en analyse, som Nyborgs erhvervskontor har gennemført.

På baggrund af tal fra Horesta har erhvervskontoret fået kortlagt, hvor stor belægningen er på Nyborgs hoteller - herunder Nyborg Strand.

Og analysen viser, at det lang fra er alle sengene på hotellerne i Nyborg, der bliver brugt. 

 

Læs også Vildere vejr: Nyborg udpeget som nyt risikoområde

 

Ikke mange bruger hotellernes senge

Tal fra Horesta viser en gennemsnitlig belægningsprocent på 43,5 procent per måned for hele 2017 i Nyborg. 

Der er ligeledes indhentet tal fra Danmarks Statistik for perioden frem til november 2018. Tallene fra Danmarks Statistik viser kapacitetsudnyttelsen på 44,6 procent fra november 2016 til oktober 2017. 

Udføres undersøgelsen i stedet per seng er kapacitetsudnyttelsen dog kun på 34 procent i den seneste periode.

Sammenligner man på regionalt plan, ligger belægningen på hotellerne i Nyborg Kommune noget under gennemsnittet for Region Syddanmark, som cirka er ti procent-point højere i den samme periode, fremgår det af materiale, der skal behandles af Nyborgs erhvervsudvalg på mandag.

Konkurrence fra øst og vest

Herfra lyder det, at erhvervsturister udgør den største del af forretningsgrundlaget, og at konkurrencen er størst fra hovedstadsområdet mod øst og fra Odense og Middelfart fra vest.

I København tilføres frem til 2020 op i mod 10.000 nye hotelsengepladser og i Odense er Hotel Odeon netop åbnet med 234 værelser. Derudover planlægger Hotel H.C. Andersen i Odense en udvidelse. Derfor vurderes en skærpet konkurrence i de kommende år.

 

Læs også Genvalgt borgmester: Der skal være butikscenter på udskældt grund

 

Desuden har Hotel Nyborg Strand i den nuværende lokalplan mulighed for en udvidelse på op til 150 nye værelser, fremgår det af redegørelsen.

I øjeblikket er der mulighed for, at Nyborgs borgere kan komme med forslag til, hvor Nyborgs detailhandel skal placeres - herunder forslag til en såkaldt bystrategisk byudviklingsplan, der bl.a. omfatter området ved Nyborg Lynfrost.

Et flertal bestående af Venstre og Dansk Folkeparti vil bruge det 15.000 kvadratmeter store område ved Nyborg Lynfrost til forretninger - et forslag, der er stødt på modstand af Nyborg Handel samt Socialdemokratiet og SF i Nyborg Byråd.