I det fynske folks tjeneste

Lys i Kongens Have

Ny belysning i Kongens Have skal gøre det mere sikkert at gå igennem haven og samtidig gøre den til en ny attraktion.

I forbindelse med at Kongens have bliver renoveret hen over efteråret, starter et nyt stort belysningsprojekt. Lyset bliver tændt tirsdag aften klokken 18.30, hvor der skal sættes lys på Odense slot. Det er både slottets hovedfacade mod Banegårdscenteret, vestfacaden mod Staudehave og slottets hvide gavl mod Skt. Hans Kirke, som der skal sættes ekstra spotlys på. 

- Belysningen er den oplevelse, der vil gøre, at folk besøger og går gennem haven om aftenen og dermed betyde, at Kongens Have bliver befolket og tryg i de mørke timer, siger Anker Boye (S), rådmand i Odense Kommunes By- og Kulturforvaltning.
 
Der skal blandt andet nedgraves spots i græsset og der kommer ny belysning på de to kongestatuer. Desuden skal der fjernes en hæk, så man lettere kan se slottet fra Østre Stationsvej og Jernbanegade.
 
- Ingen anden dansk by byder sine gæster velkommen med et slot og en have, når de forlader toget eller bussen og går ud i byen. Belysningen af slottet vil derfor også være en gave til byens gæster, siger Anker Boye.