Lysere udsigt for Lindø-værftet

Offshore borerigge og andre konstruktioner udenfor skibsbygning skal redde Lindø-værftet.

Efter en årrække med store røde million-tal på bundlinjen er det A.P. Møller-Mærsk-ejede Lindø-værft på rette vej.

Nye produkter som bl.a. offshore-rigs og ro-ro færger skal gøre værftet rentabelt igen. I et interview med shippingavisen Lloyds List giver værftets direktør Finn Buss Nielsen udtryk for stor optimisme.

- Vi er overbeviste om, at vi kan overleve, siger Finn Buus Nielsen til Ritzau.

Baggrunden er den ordretilgang, som værftet har haft det seneste halve år og som blandt andet betyder bygning af en serie på seks bulk carrier til et græsk rederi, seks ro-ro færger samt seks mindre containerskibe til Maersk Line.

Men Lindø vil brede sig med andre konstruktioner ud over skibsbyggeri, hvor værftet kan konkurrere med de asiatiske værfter.

- Vi arbejder på en strategi, og vi er åbne overfor nye ideer, siger Finn Buus Nielsen.

Lindø-værftet, der er en del af Odense Staalskibsværft, er i fuld gang med at realisere besparelser. Samlet skal værftet spare 450 millioner kroner, hvoraf de 250 millioner kroner fortsat skal findes og realiseres.

Oversigt

    Oversigt