Lysskilte langs motorvejen trækker ud

Trafikanter på den fynske motorvej må vente nogen tid endnu, inden de kan få hjælp fra lysskilte, som skulle advare mod problemer forude.

Lysskiltene, som skal advare trafikanter om ulykker, kø og feks. lukning af Store- eller Lillebæltsbroen har været stillet op næsten et år.

Men de fungerer stadig ikke.

Sagen er, at skiltene er en ekstraordinær foranstaltning. Derfor skal Vejdirektoratet søge om dispensation fra Transportministeriet, og den er ikke kommet endnu, oplyser Erik Randrup, Vejdirektoratet.

Der er flere årsager til den lange sagsbehandling. Transportministeriet har været underbemandet på grund af omlægninger. Det samme gælder det ny Kompetencecenter for Trafik, som har overtaget opgaven fra Vejdirektoratet.

Hertil kommer, at den ny kommunestruktur har medført, at kommunerne langs motorvejen skal høres.

- Det tager også tid, siger Erik Randrup.

Hvis nogen har observeret lys i skiltene den seneste tid, er der tale om at teknikere er ved at prøve skiltene af, oplyser han.

Oversigt

    Oversigt