I det fynske folks tjeneste

Lystfiskeri: Kampen om turisterne

Fyn er en turismemagnet, når det kommer til lystfiskeri. Det skal nu smitte af på resten af landet, fastslår en rapport. Men Fyn skal være super skarpe, hvis vi ikke skal tabe turister til Jylland og Sjælland.

En ny rapport kortlægger en lang række områder i Danmark, hvor potentialet for lystfiskerturisme er stort.

Rapporten tager udgangspunkt i erfaringer fra Fyn, og de erfaringer kan med fordel udbredes til flere andre områder i landet fremhæver rapporten.

- Fyn er jo et godt eksempel på, hvad man kan gøre. Den Odense Fjord-model, som jeg vedtog sidste år, er nu en, vi spreder ud til resten af landet, fordi det kan styrke lystfiskeriet mange andre steder også, fortæller fødevareminister, Dan Jørgensen.

Rapporten peger på en række områder, der udover Fyn har et stort potentiale. Det er blandt andet havfiskeri i Øresund og laksefiskeri i de vestjyske åer.

Men hvis andre steder i landet begynder at hale turister ind, så risikerer Fyn at miste.

- Vi har været rigtig dygtige til at tiltrække lystfiskerturister. Det har man fået øje på på Sjælland. Og i Jylland. Det betyder jo, at vi skal være superskarpe her på Fyn, hvis vi skal holde fast i den førerposition vi har, siger Jane Heitman (V) til TV 2/Fyn.

Og det har derfor fået Jane Heitman til at foreslå, at der skal sættes mere gang i lystfiskeriprojekter her på Fyn.

- Rapporten viser, at der nu er nødvendigt vi sætter yderligere gang i udviklingen af lystfiskerturismen på Fyn. Jeg har nu taget initiativ til et møde Assens Kommune og Faaborg Midtfyn Kommune for vi sammen med Havørred Fyn og Vandpleje Fyn kan drøfte, hvordan vi kan styrke lystfiskerturismen i blandt andet Helnæsbugten, fortæller det fynske folketingsmedlem, Jane Heitman (V).

- Helnæsbugten kan være det helt perfekte spot for lystfiskere.

Ved du noget? Så send os et tip