Lystsejler frygtes druknet

Søværnets Operative Kommando leder efter en 56-årig mand, som formentlig er faldet i vandet fra sin sejlbåd på vej fra Lyø til Genner Bugt.

Lørdag aften stødte en sejlbåd på grund ved en strand på østkysten på Als sydøst for Nordborg. Båden havde sejlene oppe og motoren gik, men der var ingen personer om bord. Da undrende vidner på stranden undersøger båden, finder de en mobiltelefon og ringer straks det sidste nummer op. En kvinde oplyser, at mobiltelefonen tilhører hendes kæreste, som skulle være på vej i sin sejlbåd fra Lyø i Det Sydfynske Øhav til Genner Bugt nord for Aabenraa. Politiet går ud fra, at den 56-årige mand på et tidspunkt er faldet i vandet, og Søværnets Operative Kommando gik straks i gang med at lede efter ham på den strækning, han menes at være sejlet. Ved halv ti-tiden lørdag aften, var han ikke fundet, men eftersøgningen fortsætter.

Mandens kæreste har oplyst til politiet, at han yndede at tage en svømmetur ved båden i åbent hav, men da han var alene i båden, er der ingen, der ved, hvad der er sket. Den 56-årige er fra Aabenraa.

Oversigt

    Oversigt