Lyt med: Kæmpe gymnasiekor synger Page Four

Operation Syng indtog sammen med mere end 450 gymnasieelever torsdag Tornbjerg Gymnasium i Odense.

I syv uger har elever fra ni fynske gymnasier spillet, sunget og forberedt sig til den store Operation Syng-koncert, der torsdag fandt sted på Tornbjerg Gymnasium. 

Operation Syng er arrangeret af kororganisationen Syng, som hvert andet år stabler operationen på benene på syv forskellige gymnasier landet over. Her arbejder eleverne med nye korarrangementer af kendte sange, som Syng har fået produceret specielt til dagen.

- Man får et helt særligt fællesskab, når man synger sammen på den her måde. Når man hører hinandens stemmer og hører hinanden i sådan et kor, så møder man hinanden på en helt anden måde, end man ville gøre i andre sammenhænge. Der sker bare noget særligt, når man deler den her form for fællesskab, fortæller Marie Hansen, som er bestyrelsesmedlem i Syng. 

Sammenhold gennem sang
Netop fællesskabet har også fanget en af dagens korsangere, Emil Felby Lundsgaard: 

- Det er sådan et lækkert sammenhold, der er mellem os, når vi står sammen så mange mennesker og så mange stemmer. Det ændrer sig bare fra at være den her triste, grå dag til at være en helt harmonisk stemning. Det er så opløftende, fortæller han. 

I år var temaet for dagen "New Nordic", og de 450 deltagende elever sang blandt andet Page Fours hit "Sommer" i en hel ny udgave. Hør hvordan det lød øverst i artiklen. 

Oversigt

    Oversigt