Desperate beboere: Drone skal vinde krigen mod mågernes larm og svineri

En drone indleder fredag krigen mod måger i et større boligområde mellem Risingsvej og Mølleløkkevej i Odense.

En drone vil i tidsrummet mellem klokken 9 og 16 fredag summe over et boligområde mellem Risingsvej og Mølleløkkevej i Odense som første led i krigen mod plagsomme måger i området.

Dronen skal kortlægge, hvor der er mågereder, og så vil man nakke mågernes æg blandt andet ved hjælp af et robotkøretøj, der kan køre på hustagene.

Det sker formentlig i næste uge, hvis vejret tillader det.

- Larm og svineri fra måger er ved at gøre beboerne i området desperate, og de har presset deres boligselskaber og kommunen til at gøre noget, siger Jonas Pedersen, medstifter af firmaet Sky Level, der er hyret til at varetage krigen.

Det er boligselskaberne Civica, Odense Boligselskab og Fyns Almennyttige Boligselskab, der har hyret Sky Level til opgaven, som løses i samarbejde med Odense Kommune.

Alle beboere er orienteret om, hvad der skal ske, og det samme gælder politiet.

Oversigt

    Oversigt