I det fynske folks tjeneste

Mårhunde-jægere mangler et nødvendigt værktøj

Hvis Fyn skal undgå at blive invaderet af mårhunde, ligesom det er sket i Jylland, så skal der skrappere midler i brug, som alle jægere på Fyn kan benytte.

00:46

Judashundene er ikke nok til at bekæmpe mårhundene på Fyn. Jægere frygter, at Fyn bliver lige så hårdt ramt som Jylland. Video: Rasmus Rask

I sidste uge alene blev der skudt to mårhunde på Fyn. Det bekræfter Miljøstyrelsen i, at mårhundene er i gang med at formere sig på Fyn. Men uden en natkikkert, er det svært at jage mårhundene effektivt. 

- Det er katastrofalt, hvis de får lov at invadere os, som de har gjort i Jylland, siger Hans Kristian Nielsen, der er mårhundejæger og reguleringskoordinator fra Danmarks Jægerforbund. 

Det står endnu ikke lige så slemt til på Fyn, som i Jylland, men det kan hurtigt ændre sig. I 2012-2013 blev der skudt omkring 150 mårhunde i Jylland. Sidste år var det tal 3000. Så det giver jægerne og Miljøstyrelsen grund til bekymring, når der bliver flere på Fyn.

- Jo flere de bliver i Jylland, jo større er chancen for at de kommer til Fyn også, hvor vi har et større fødegrundlag, siger reguleringsjægeren. 

Nataktive dyr

Mårhunden er et rovdyr, der for eksempel æder de fugle, der ruger på jorden. Dem har vi en del af på Fyn, blandt andet på nogle af de mindre øer. Og mårhundene kan svømme, så de udgør en stor trussel for de fredede øer.

Læs også Invasiv art spreder sig: Fynske jægere opfordres til jagt på mårhunde

Miljøstyrelsen opfordrer nu alle jægere på Fyn til at gribe ind. Men mårhundene er nataktive dyr, og derfor kan det være svært at få ram på dem. 

- Det er godt, at Miljøstyrelsen siger, at der nu skal sættes ind. Det er bare lige så vigtigt, at vi får de redskaber, som skal bruges, siger Hans Kristian Nielsen.

På nuværende tidspunkt kan jægerne kun benytte sig af vildtkameraer og fælder, samt en såkaldt foderplads, hvor de kan lokke mårhunden til. 

Forsvarlige natteskud

I alt er der 20 jægere, der er uddannet i at regulere mårhunde. Men hvis alle jægere skal have mulighed for at hjælpe til med at skyde mårhundene, så skal det være nemmere at få en natkikkert.

- Det sidste vi så mangler, det er en natkikkert tilladelse, så vi kan lave forsvarlige skud, når vi regulerer dem ude på foderpladserne, siger Hans Christian Nielsen.

På facebookgruppen Mårhundegruppen Fyn & omkringliggende øer er der flere jægere, der giver gode råd og holder hinanden opdateret på, hvor der er observeret mårhunde. Flere herinde giver også udtryk for, at en natkikkert er det eneste rigtige værktøj i jagten på mårhundene.

02:24

Miljøstyrelsen opfordrer nu jægere på Fyn til at skyde mårhunde. Hvis ikke situationen med mårhunde kommer under kontrol, frygter Miljøstyrelsen, at der opstår, det de kalder jyske tilstande. Der er det nærmest umuligt at komme de mange mårhunde til livs.

Luk video