I det fynske folks tjeneste

Madekspert: Rygeosten er truet som dagligvare

00:26

Opskriften på rygeost er flere hundrede år gammel.

Den fynske hofret rygeosten er truet og har slet ikke den status, den burde have, siger en madhistoriker.

Rygeost, røgeost eller røgost. Kært barn har mange navne. Men selvom de fleste fynboer nok har et særligt forhold til egnsretten, så får rygeosten ifølge en ekspert slet ikke den anerkendelse, som den fortjener.

- Rygeosten har faktisk ikke den status den burde have. Det er den eneste originale danske ost, siger Nina Bauer, der er madhistoriker.

Osten stammer oprindeligt fra Nordfyn, og allerede i middelalderen havde de smag for den røgede ost. Nogle historikere mener faktisk, at også vikingerne kan have kendt til rygeosten.

Rygeosten er truet som almindelig dagligvare og kan ende som noget, der kun tages frem på julebordet

Nina Bauer, madhistoriker.

- Måske spiste vikingerne også rygeost. Det kan være at opskriften er opstået ved et tilfælde, måske røg en surmælksost ned i et bål ved et uheld, fortæller Nina Bauer.

Alle andre oste er kopier

Ifølge Nina Bauer er rygeosten altså den eneste originale danske ost, da de andre oste, der produceres i Danmark, er kopier af udenlandske ostetyper. Rygeosten er da også at finde på non-profit organisationen Slow Foods “Ark of Taste”, der en liste over truede klassiske føde- og råvarer.

- Rygeosten er truet som almindelig dagligvare og kan ende som noget, der kun tages frem til særlige lejligheder ligesom retterne på julebordet, siger Nina Bauer.

Læs også Jørgen Hoff har en mission: - Alle har ret til en god rygeost

Her nævner Nina Bauer et eksempel som den sjællandske egnsret finker, der består af indmad fra en gris. Retten var tidligere en normal spise på landet, men findes nu kun på juleborde.

Ifølge eksperten er der dog håb for, at rygeosten ikke ender som de sjællandske finker.

- Den seneste maddille har været fermentering, og røg kunne godt være det næste, så det kunne godt være noget foodierne tager til sig og begynder at eksperimentere med at ryge selv.

Rygeost kan få en renæssance

Derudover er der de sidste 20 til 25 år sket en udvikling i interessen for lokale råvarer og egnsretter, fortæller Nina Bauer. 

Egnsretter bliver en faktor, når regioner skal brande sig selv som noget særligt

Nina Bauer, madhistoriker

Ifølge madhistorikeren hænger det sammen med nationalstaternes faldende betydning, da det har skabt et stigende fokus på de regionale fælleskaber i stedet.

- Mad er nemlig genialt til at inkludere og eksludere grupper, så man kan identificere sig som "dem, der spiser det og det" og tilbereder det på denne særlige måde, pointerer Nina Bauer. 

Og oprejsningen af det lokale køkken og nationalstatens nedsmeltning kan være med til at give røgosten en renæssance.

- Egnsretter bliver en faktor, når regioner skal brande sig selv som noget særligt i forhold til resten af landet. Det sønderjydske kaffebord bør opleves i Sønderjylland, og der er noget særligt ved den fynske rygeost, afslutter Nina Bauer.

Rygeost

Rygeosten er blevet produceret på samme måde i flere hundrede år. Osten er en ikke modnet blød ost, der består af syrnet mælk, der drænes, så vallen løber fra. Herefter tilsættes salt og osten røges.
Kilde: Jørgen Hoff, Mejerist, Gundestrup Mejeri

 

Ved du noget? Så send os et tip