I det fynske folks tjeneste

Madrester bliver til energi

Køkkenet på Odense Universitetshospital har anskaffet et system, der omdanner madaffald til grøn energi, letter personalets arbejde og sparer lastbiltransport.

01:53

1 af 2

Systemet består af en kværn, hvor madrester fra køkkenet, eller som patienter har levnet, bliver snittet og ført ud i en tank.

Her bliver det blandet med vand, hvorefter de afhentes af en slamsuger og bliver kørt til nærmeste brændselsværk og omdannet til biogas.

I det år, systemet har været i brug, har affaldet fra OUHs køkken således leveret mere end 90.000 kilowatt-timer strøm og 115.000 kilowatt-timer fjernvarme - svarende til et års forbrug i et gennemsnitligt parcelhuskvarter.

Tidligere blev madaffaldet hældt i store spande, som var tunge for personalet at håndtere.

Dengang fik storkøkkenet tømt deres affaldscontainere mere end 150 gange og affaldet blev kørt med lastbil væk fra Fyn.

Med det ny system er tanken kun blevet tømt 29 gange det første år og genanvendt på Fyn.

Det indebærer en reduktion af OUHs CO2-udslip på mere end 40 ton om året.