I det fynske folks tjeneste

Mads’ mor: - Jeg har svigtet min søn rigtig meget

00:10

Cindie Fæhnøe så gerne, at hun havde fået sin søn hurtigere hjem - han føler sig svigtet gennem halvandet år af personalet på døgninstitution, mener hun.

Gennem halvandet år følte Mads sig svigtet og truet af pædagoger på Langebyhus. Hans mor forsøgte at få ham hjem igen og ærgrer sig over, at det ikke lykkedes noget før.

Cindie Fæhnøe afleverede i sommeren 2015 sin dengang tiårige søn Mads på  døgninstitutionen Langebyhus i Søndersø på Nordfyn på grund af problemer på hjemmefronten.

Mads står nu frem sammen med sin mor og fortæller om kritisable forhold på daginstitutionen. Han fortæller, hvordan han er blevet fysisk og psykisk svigtet (du kan læse hele fortællingen om Mads her).

Cindie Fæhnøe fortæller, at hun også bærer et ansvar for, at hendes søn gennem halvandet år er blevet svigtet. Hun ærgrer sig over, at hun ikke fik ham tidligere hjem.

- Jeg føler, at jeg har svigtet ham rigtig meget, fordi han gang på gang bad mig om at tage ham hjem, siger Cindie Fæhnøe.

Jeg har svigtet ham rigtig meget, fordi han gang på gang bad mig om at tage ham hjem

Cindie Fæhnøe

- Da jeg mente, han skulle hjem, så fandt deres psykolog jo bare på nogle diagnoser, fortæller Mads’ mor, der retter skarp kritik af personalet på Langebyhus.  

Kan det ikke være, fordi disse mennesker har været professionelle og uddannede, at de har set nogle ting, du ikke har set?

- Jo, det var også det, jeg tænkte i starten. De er uddannede til det her, men så igen, når de er uddannede til det, skulle de også få ham i bedring. Så skulle de ikke få ham til at få det værre, siger Cindie Fæhnøe. 

Læs også 13-årige Mads følte sig svigtet: - De tog mig længere væk fra min mor

00:40

Ifølge Cindie Fæhnøe opfandt personalet på Langebyhus sine egne diagnoser til Mads. 

Luk video

Truede med at begå selvmord

Mads blev sendt til Langebyhus, kort efter hans forældre blev skilt. Det førte til nogle voldsomme episoder, blandt andet truede han mig at tage sit eget liv.

I løbet af det halvandet år på Langebyhus føler Mads, at de ansatte forsøger at tage ham længere væk fra hans mor. To gange oplever han, at de truer ham med at fjerne samværet med hans mor.

- Engang jeg blev meget sur, var de tre oppe at holde mig. Jeg rev mig løs fra dem og løb væk. Så sagde de: "Hvis du løber væk, tager vi dit samvær væk fra dig", siger Mads.

00:29

Mads fortæller i et interview med TV 2/Fyn, hvordan personalet truede med at fjerne kontakten med hans mor. 

Luk video

Sagde du nogensinde til dem, at du ikke havde lyst til at være der?

- Mange gange. De sagde: "Det er bare ærgerligt. Du skal være her. Det har din mor bestemt. Hun gider ikke rigtig have dig åbenbart". Jeg vidste, det var løgn. Jeg vidste, min mor gerne ville have mig, fortæller den nu 13-årige dreng om sin tid på Langebyhus.  

Pædagog gav knæ i ryggen

Ud over at personalet truede med, at han ikke fik sin mor at se igen, blev han flere gange behandlet hårdhændet af personalet på Langebyhus.

Mads fortæller, at en mandlig pædagog ofte satte et knæ i ryggen på ham. Det skete første gang, kort tid efter han var kommet til Langebyhus. 

- Den ene ansatte tog mig og holdt mig fast nede på gulvet, så jeg ikke kunne gøre noget. Han holdt min arm ud til siden. Han kunne finde på at sætte et knæ i ryggen på mig, fortsætter den nu 13-årige dreng.

00:44

Mads fortæller, hvordan en konflikt med et andet barn endte med, at en pædagog gav ham et knæ i ryggen. 

Luk video

Grinte ad hjerneskadet dreng

Det var dog ikke kun Mads, der blev behandlet respektløst, mener hans mor.

I dag sidder hun med et indtryk af, at flere af pædagogerne ikke er professionelle - både i forhold til, hvordan hendes egen søn blev behandlet, og også ud fra episoder, hun var vidne til, når hun besøgte Langebyhus.

- Der var en dreng deroppe med en hjerneskade. Pædagogerne sad og grinte ad drengen. Han slog hovedet ned i bordet. De gjorde grin med det. Måske opfatter drengen det ikke, men sådan noget gør man ikke. De burde være professionelle, siger Cindie Fæhnøe.

Flere tidligere ansatte bekræfter over for TV 2/Fyn, at visse pædagoger på stedet kunne finde på at true børnene med, at de ikke ville få lov at se deres familie, hvis de eksempelvis ikke gjorde rent på deres værelser. De tidligere ansatte har dog ikke været på stedet samtidig med Mads.

Ifølge Cindie Fæhnøe ønskede personalet på Langebyhus dengang ikke, at Mads kom hjem til sin mor. Hun besluttede sig for at flytte fra Nordfyns Kommune til en anden fynsk kommune, hvor hun fik en sagsbehandler, der efter et år hjalp hende med at få Mads hjem. 

Langebyhus

Flere tidligere ansatte bekræfter, at visse pædagoger på stedet kunne finde på at true børnene med, at de ikke ville få lov at se deres familie, hvis de eksempelvis ikke gjorde rent på deres værelser. De tidligere ansatte har dog ikke været på stedet samtidig med Mads. 

Langt de fleste af Mads', hans mors og de tidligere ansattes historier kan ikke dokumenteres, men TV 2/Fyn har alligevel valgt at videreformidle dem.

TV 2/Fyn har talt med i alt fem tidligere ansatte, fire tidligere anbragte børn og fire forældre, som tegner det samme billede af Langebyhus og fortæller de samme historier. 

Nordfyns Kommune undersøgte sagen

Nordfyns Kommune undersøgte i efteråret sagen, fortæller Ejner Jensen, der er børn- og ungedirektør i kommunen. Det skete efter, at Ekstra Bladet skrev en artikel om Langebyhus. Ejner Jensen stod ikke selv for undersøgelsen. Det gjorde den forhenværende børn- og familiechef Henrik Jacobsen.

Men Ejner Jensen fortæller, at der blandt andet blev lavet om på personalesammensætningen, når børnene skulle på feriekoloni. Ingen blev fyret i forbindelse med sagen. 

Ejner Jensen forklarer, at Socialtilsynet lavede flere rapporter, der alle konstaterede, at Langebyhus levede op til kravene.  

Uden daglig leder

På nuværende tidspunkt har Langebyhus ikke nogen daglig leder, da institutionens forhenværende leder skiftede stilling. Derfor leder Nordfyns Kommune for tiden efter en ny til jobbet.

Centerlederen, som var den overordnede leder for fire institutioner, herunder Langebyhus, er i øjeblikket fritaget for tjeneste, efter det kom frem, at hun for kommunens penge købte kurser af sin søster til sig selv og sine medarbejdere. TV 2/Fyn har kontaktet hende på telefon og sms, men hun er foreløbig ikke vendt tilbage. 

I kølvandet på TV 2/Fyns dækning af sagen henvendte flere sig med oplysninger om Langebyhus, eftersom det drejer sig om én og samme centerleder. 

Centerlederens chef, børne- og familiechef Henrik Jacobsen, er fritaget for tjeneste for sin involvering i samme sag. TV 2/Fyn har torsdag været i telefonisk kontakt med ham. Han oplyser, at han ikke har nogen kommentarer i forhold til kritikken af Langebyhus.

Du kan læse hele fortællingen om Mads her.

Mads er ikke drengens rigtige navn. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt. På grund af hans alder har TV 2/Fyn valgt at skjule hans navn og ansigt.

Ved du noget? Så send os et tip