Mads Timm færdig i OB

OB har fredag eftermiddag meddelt, at klubben er blevet enig med midtbanespilleren Mads Timm om at ophæve samarbejdet.

Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

Klubben skriver, at Mads Timm oven på et længere skadesforløb, der begyndte i efteråret 2007, har haft svært ved at finde motivationen til at træne. Siden har Mads Timm ikke haft den tilstrækkeligt glæde ved at komme i OB og har ikke kunne se sig selv som en del af fremtiden i klubben.

Af den grund har klubben ophævet samarbejdet.
- Desværre har vi ikke været i stand til at få samarbejdet til at fungere som ønsket, og i sådan en situation er det sommetider bedst for parterne at skilles. Det har vist sig at være den bedste løsning i dette tilfælde, og derfor har vi i dag aftalt at ophæve Mads Timms kontrakt, så han får mulighed for at fortsætte sin karriere andetsteds. Jeg vil sige Mads tak for indsatsen og ønske ham held og lykke med sin fremtidige karriere, skriver OBs direktør Kim Brink.

Mads Timm fortæller, at han på mange måder er blevet godt behandlet i OB.
- Fællesskab er for mig fællesskab på banen, gensidigheden og det gode humør. Det er for mig muligheden for at spille med den lyst som er nødvendig. Det er også min krops mulighed for at kunne fungere med det, der kræves i fodbold på det plan, hvor jeg gerne vil spille og kan spille, når forholdene er optimale for mig. Både OB og jeg har været villige til at udforske alle muligheder for, at jeg kunne fortsætte karrieren i klubben. Det er ikke lykkedes os at finde en løsning, og jeg er derfor indstillet på at fortsætte min karriere et andet sted, fortæller han.

Mads Timm er noteret for 56 kampe og 8 scoringer for OB.

Oversigt

    Oversigt