Mægler vasker sorte penge hvide

Den odenseanske ejendomsmægler, Finn Lauge hvidvasker sorte penge i forbindelse med boligkøb i Tyrkiet. Det skriver Ekstra Bladet, der har lavet skjulte optagelser i Tyrkiet.

Blander sig ikke

Finn Lauge fra Estatemæglerne i Odense har på de skjulte optagelser indrømmet, at han flere gange har hvidvasket penge.

- Jeg har fandeme haft mange sorte penge med herned for folk. Hentet dem på vej til lufthavnen. 200.000 fylder jo ingenting i 500 euro-sedler, lyder det fra mægleren på en af de skjulte optagelser.

Da Ekstra Bladet konfronterede Finn Lauge med udtalelserne, sagde han, at han ikke kan blande sig i, hvad folk bruger deres sorte penge til.

Krævet redegørelse

Dansk Ejendomsmæglerforening ser dog noget mere alvorligt på sagen.

- Hvis mæglerne opfordrer køberne til at bryde loven på den ene eller anden måde, så er det en meget alvorlig sag. Vi har mulighed for at give en påtale eller helt ekskludere de pågældende fra DE, siger Thomas Torp, der er cheføkonom i Dansk Ejendomsmæglerforening.

Foreningen har nu krævet en redegørelse fra ejendomsmægleren.

Oversigt

    Oversigt