Mænd anholdt i taxa

To mænd blev natten til tirsdag anholdt og sigtet for forsøg på tyveri fra en byggeplads i Kerteminde.

Lidt før klokken 02.00 så en bilist en varevogn køre ret hurtigt ind på byggepladsen på Strandgårds Allé i Kerteminde.

Snarrådigt blokerede han indkørslen til byggepladsen med sin egen bil og fra et sikkert sted alarmerede han politiet.

Tyvene, der ikke kunne komme ud i bil, tog flugten til fods og var væk, da politiet kom.

Men en patrulje mødte en taxa og tog chancen.

Ganske rigtigt var der i taxaen to mænd med mudder på tøjet og andre tegn på, at de havde haft nogle strabadser, hvorfor de blev anholdt.

Der er tale om en 26-årig mand fra Ferritslev og en 31-årig mand fra Fraugde.

Varebilen inde på byggepladsen viste sig iøvrigt at være stjålet.

Oversigt

    Oversigt