I det fynske folks tjeneste

To mænd anholdt: Masser af tyvekoster fra indbrud fundet

To mænd med meget lange fingre er blevet anholdt onsdag. Politiet mistænker alene den ene mand for at stå bag 40 indbrud.

Foto: TV 2/FYN

Onsdag fik Fyns Politi fingre i to meget aktive indbrudstyve. Den ene er en 38-årig mand, der blev anholdt i Middelfart og sigtet for en stribe indbrud.

Nu skal den videre efterforskning afdække, hvilke indbrud vi kan knytte dem til - og om de har mere på samvittigheden, end det vi allerede ved

Finn Wegner, leder af Fyns Politis indbrudsgruppe

I forbindelse med anholdelsen fandt politiet en del tyvekoster, som man regner med stammer fra indbrud i Middelfartområdet.

Den anden sigtede er en 22-årig mand, der blev anholdt i Svendborg. Ham mistænker politiet for at stå bag ikke færre end 40 indbrud - en del af dem i kælderrum. Også i den forbindelse fandt politiet en del tyvekoster, som man nu skal i gang med at finde ud af, hvor de stammer fra, så tingene kan komme tilbage til deres rette ejere.

Læs også Video: Sådan får man juletræerne op på Storebæltsbroen

- Vi er selvfølgelig rigtig tilfredse med, at det er lykkedes os at finde frem til de to sigtede. Nu skal den videre efterforskning afdække, hvilke indbrud vi kan knytte dem til - og om de har mere på samvittigheden, end det vi allerede ved, siger politikommissær Finn Wegner, der er leder af Fyns Politis indbrudsgruppe.

Den 22-årige mand bliver fremstillet i et grundlovsforhør torsdag middag, mens der endnu ikke er truffet beslutning om, hovrvidt den 38-årige mand skal fremstilles.