To mænd anholdt for røverier i Nyborg

Kriminalpolitiet i Nyborg anholdte tirsdag middag to mænd som politiet mistænker for at være involveret i to røverier i Nyborg mandag. Den ene mand sigtes for røveri, mens den anden mand sigtes for hæleri.

-

Kriminalpolitiet i Nyborg anholdte tirsdag middag to mænd som politiet mistænker for at være involveret i to røverier i Nyborg mandag. Den ene mand sigtes for røveri, mens den anden mand sigtes for hæleri.


Det første røveri skete kl. 12.48, hvor en maskeret mand gik ind i BG-Bank i Adelgade, og truede personalet med en pistol. Manden fik udleveret 15.250 kr i danske sedler og 21.000 kr i danske mønter plus et meget stort beløb i udenlandsk valuta.


Tabte pengene
Men røveren tabte eller smed det meste af udbyttet i Nyboder, da han tilfældigvis blev spottet af en betjent og måtte flygte. Det lykkedes manden at forsvinde, og klokken 17.23 blev der igen begået røveri i Nyborg.


Dennegang gik det ud over Spar Supermarkedet. Igen truede en mand med en pistol personalet til at udlevere penge. Røveren fik udleveret 12.300 kr., hvorefter han forsvandt fra supermarkedet.


Men tirsdag middag kunne Nyborg Politi anholde to mænd, som de mistænker dels for røveri og dels for hæleri. 


\"Vi fik nogle oplysninger fra nogle vidner, og da vi arbejdede videre med disse informationer fandt vi nogle afgørende spor i en lejlighed. Og vi mener, at de to mænd har været involveret i begge røverier mandag\", forklarer Poul Erik Bendtsen fra Nyborg Kriminalpoliti.


Eftersøgt siden november
En 33-årig mand bliver sigtet for røveriet mod BG-Bank og røveriet mod Spar Supermarkedet. Han har været eftersøgt siden 29. november, hvor han flygtede fra den psykiatriske afdeling på Middelfart Sygehus.


En 35-årig mand bliver sigtet for hæleri i forbindelse med de to røverier, men Poul Erik Bendtsen ønsker ikke at uddybe nærmere, hvilken rolle den 35-årige mand har spillet i forbindelse med de to røverier.


De to mænd er begge fra Fyn, men ingen af dem er fra Nyborg. Mændene bliver fremstillet i grundlovsforhør onsdag middag.

Oversigt

    Oversigt