To mænd dømt for voldtægt

En 22-årig mand fra Esbjerg og en 24-årig mand fra Odense skal begge halvandet år i fængsel for voldtægt mod en 18-årig pige fra Viborg.

Overgrebene fandt sted den 28. juni i en lejlighed på Banegårdspladsen i byen. Den unge kvinde var så beruset, at hun ikke kunne sige fysisk fra, og det benyttede de to mænd til at udnytte hende seksuelt.

Og det er voldtægt efter straffeloven, slår dommen fast ifølge Viborg Stifts Folkeblad.

Den 18-årige pige og en veninde mødte tilfældigt tre unge mænd ved et pizzeria tæt på lejligheden, efter at de hver for sig havde været ude i nattelivet. Herefter gik selskabet samlet til lejligheden. Der blev drukket tæt, og på et tidspunkt blev den 18-årige dårlig og lagt på sengen i soveværelset.  Det udnyttede de to mænd på 22 og 24 år til at voldtage hende.

Kvinden forklarede i retten, at hun gentagne gange bad de to om at lade hende være. Men forgæves. De to dømte skal også i fællesskab betale 60.000 kroner i erstatning til det 18-årige offer.

Oversigt

    Oversigt