To mænd grebet med tyvekoster

En af Fyns Politis hundepatruljer fik tidligt søndag morgen øje på en bil med tre cykler bagpå, der skjulte bilens nummerplade. Ved nærmere eftersyn endte det med anholdelse.

Den skjulte nummerplade fik betjentene til rutinemæssigt at stoppe bilen på den fynske motorvej.

Bilen viste sig at have svenske nummerplader, og de to mænd ombord viste sig at være litauere.

En af betjentene har forstand på cykler og vurderede, at de tre cykler bagpå bilen repræsenterer en samlet værdi på omkring 100.000 kroner.

Forstærket mistanke fik betjentene til at gennemgå bilen, og de fandt en fladskærm, et videokamera og noget dieselolie, som de to litauere ikke kunne gøre rede for.

Senere fandt politiet ud af, at effekterne i bilen stammer fra et indbrud i Ringsted.

De to litauere bliver fremstillet i grundlovsforhør søndag formiddag.

Oversigt

    Oversigt