Mærsk lukker søfartsskole i Svendborg

A.P. Møller-Mærsk lukker Kogtved Søfartsskole i Svendborg ved udgangen af 2008.

For at styrke uddannelsen af skibsofficerer har A.P. Møller - Mærsk valgt at lukke kostskolen Kogtved Søfartsskole med udgangen af 2008 og samle hele uddannelsen på SIMAC (Svendborg International Maritime Academy). Her foregår allerede størstedelen af uddannelsen.

- Vi må erkende, at kostskoleelementet ikke længere er tidssvarende.
De unge mennesker vil bo på kollegium eller i egne lejligheder. Det tager vi nu konsekvensen af, siger Henrik Sloth, vice president i A.P. Møller - Mærsk.

Henrik Sloth siger til TV2 Fyn, at der ikke er taget stilling hvad der skal ske med bygningerne.

En epoke er slut

Henrik Sloth siger, at det selvfølgelig betyder, at en epoke er slut, men at lukningen samtidig skal ses som en styrkelse af rekrutteringen af fremtidens skibsofficerer.

- Der har været et ønske om at effektivisere skibsofficeruddannelsen, så de studerende får et samlet uddannelsesforløb. Det sker nu, og vi håber, det vil styrke både uddannelsen og rekrutteringen. Vi har brug for alle de danske skibsofficerer, vi kan få, siger Henrik Sloth.

SIMAC-direktør glæder sig

Mærsk samler uddannelserne på SIMAC i Svendborg.
Mærsk samler uddannelserne på SIMAC i Svendborg.

På SIMAC glæder direktør Torben Jessen sig over udsigten til de nye elever. I dag står skolen allerede for to tredjedele af det indledende uddannelsesforløb, mens Kogtved Søfartsskole står for en tredjedel.

- Det giver god mening at samle uddannelsen et sted, og vi har nu alle muligheder for at gøre skibsofficeruddannelsen endnu bedre. Jeg ser det som en tillidserklæring til vores uddannelseskoncept, siger Torben Jessen.

Kogtved Søfartsskole har siden 1942 leveret søfolk til den danske handelsflåde.
I 2005 overtog A.P. Møller - Mærsk Gruppen søfartsskolen efter rederiet J. Lauritzen.
Der er et årligt optag af skibsofficerer på 140 studerende.

kogtved.dk

Oversigt

    Oversigt